”Så har vi prisen klar på din nye iPhone 4”, lød det glade budskab på en e-mail som Telia sendte til over 20.000 personer i juli 2010.
Problemet var bare, at den attraktive pris krævede, at man også tegnede et abonnement hos Telia – og så blev den samlede pris langt højere end annonceret.
Det har nu resulteret i, at Forbrugerombudsmand Henrik Øe har politianmeldt Telia, fremgår det af en meddelelse fra Øes kontor, som desuden oplyser, at der er tale om skærpende omstændigheder, fordi en lignende sag mod Telia i august endte med, at virksomheden måtte hoste op med en bøde på 150.000 kroner.
Og det er rent ud sagt en irriterende sag, erkender Telias marketingdirektør, Peter Krogsgaard.
– Vi rettede vores procedurer sidste gang, men der kan altid ske fejl, når der er travlhed. Det kan ingen gardere sig imod. Vi har været i god tro, men må naturligvis tage til efterretning, at Forbrugerombudsmanden tolker det som en lovovertrædelse, siger han.
Så det er ikke fordi, I ikke kan Markedsføringslovens paragraffer?
– Nej, der burde vist ikke være noget at være i tvivl om.
Man siger, at visse medier har en konto til at betale bøderne, når man bringer for eksempel fotos, der er ”på kanten”. Kan det betale sig for jer at æde en bøde i ny og næ, fordi I sælger så meget på disse tilbud?
– Betale sig? Nej, det kan jeg så sandelig forsikre dig om, at det ikke kan. Det ville være jordens dårligste forretning og koste uanede mængder på image- og brand-kontoen. Så, nej, det ville aldrig være en bevidst handling, og jeg kan kun beklage, at denne her fejl er sket, lyder det fra Telias marketingdirektør.