Telia har besluttet at klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over ”TDC’s misbrug af sin dominerende stilling på tv-området”. Ifølge Telia medfører misbrugets karakter, at Telia ikke kan konkurrere med TDC i markedet for distribution af tv via telefonstikket, fordi ”TDC afskærmer adgangen til markedet ved at sætte grossistprisen på produktet så højt, at det umuliggør konkurrenters tilstedeværelse på markedet. Og fordi TDC’s egen forretning (Home Trio) opnår bedre vilkår end konkurrenternes forretning, herunder Telias,” skriver Telia i en pressemeddelelse.
TDC’s kobbernet vil i de næste fem år være den eneste vej ud til alle de danske husstande.
-Teknologien udvikles fortsat, så hastighederne på kobbernettet bliver højere og højere samtidig med at tv-signalerne komprimeres mere og mere. Det betyder, at denne teknologi i allerhøjeste grad fortsat har en fremtid, som attraktiv konkurrent til tv via fiber, kabel-tv-nettet og parabol, siger Dan Strömberg, administrerende direktør for Telia bredbåndsforretning.