Telia samler ansvaret for de to divisioner Telia Net og Telia Telecom A/S i én organisation, Telia Networks Danmark. Ansvaret for de to divisioners danske forretningsområde flyttes fra Stockholm til København for at bringe beslutningerne tættere på lokalmarkedet.
– En kraftig vækst i antallet af nye tele- og IT-virksomheder har de seneste år resulteret i øget konkurrence samt pres på indtjeningen, og mange selskaber må konsolidere sig for at styrke konkurrenceevnen. Derfor er det vigtigt, at Telia opruster og med den nye struktur får fokus på de områder, hvor vi kan skabe en profitabel forretning, siger Søren Støvring-Hallsson, der fortsætter som direktør for Telia Net, og som samtidig er udnævnt til chef for Telia Networks i Danmark. Per-Erik Ångman fortsætter som direktør for Telia Telecom A/S.