Så er den gal igen. Endnu et af teleselskaberne herhjemme har forbrudt sig mod markedsføringsloven. 
Alene i 2009 meldte Forbrugerombudsmanden otte tele- og bredbåndsselskaber til politiet for at have overtrådt markedsføringsloven, og den kedelige tendens fortsatte i fjor og i år, hvor senest TDC den 20. januar fik en bøde på 100.000 kroner.
Denne gang er det Telia, der ”glemte” at oplyse den reelle pris på en iPhone 4 med abonnement ved markedsføringen af telefonen i juli 2010.
Telia fik senest en bøde for vildledende markedsføring, blot på 150.000 kroner, i august 2010.
– Så har vi prisen klar på din nye iPhone 4, lød overskriften i en famøs e-mail, som Telia sendte til over 20.000 personer i juli 2010.
Købet af telefonen forudsatte dog abonnement hos Telia, så prisen for abonnementet var ikke indregnet i den oplyste pris. Den samlede mindstepris ved køb af telefonen og det medfølgende abonnement var således omtrent 2.700 kr. højere end annonceret i e-mailen.
Forbrugerombudsmanden mente, at det var en overtrædelse af markedsføringslovens § 3 og § 13 om vildledende og utilstrækkelige prisoplysninger og anmeldte derfor i oktober 2010 Telia til politiet.
Telia har erkendt overtrædelsen, og sagen er nu afsluttet med Telias vedtagelse af en bøde på 100.000 kr. Forbrugerombudsmand Henrik Øe er tilfreds med, at Telia betaler bøden.
– Prisen er et af de væsentligste parametre, når der skal træffes en købsbeslutning. Hvis et køb af eksempelvis en mobiltelefon forudsætter, at forbrugeren samtidig tegner et abonnement, så skal prisen for abonnementet indregnes i den samlede mindstepris, siger Henrik Øe.
Bøden er fastsat med udgangspunkt i de markedsføringsomkostninger, Telia har haft i forbindelse med den pågældende kampagne. I forbindelse med bødeudmålingen er det endvidere blevet anset for en skærpende omstændighed, at Telia tidligere har fået en bøde for et lignende forhold.
Da Markedsføring talte med Telia i oktober 2010, hvor Forbrugerombudsmanden meldte Telia til politiet, kaldte Telias marketingdirektør, Peter Krogsgaard, sagen for irriterende. 
– Vi rettede vores procedurer sidste gang (selskabet fik en bøde, red.), men der kan altid ske fejl, når der er travlhed. Det kan ingen gardere sig imod. Vi har været i god tro, men må naturligvis tage til efterretning, at Forbrugerombudsmanden tolker det som en lovovertrædelse, siger han.
Så det er ikke fordi, I ikke kan Markedsføringslovens paragraffer?
– Nej, der burde vist ikke være noget at være i tvivl om.
Man siger, at visse medier har en konto til at betale bøderne, når man bringer for eksempel fotos, der er ”på kanten”. Kan det betale sig for jer at æde en bøde i ny og næ, fordi I sælger så meget på disse tilbud?
– Betale sig? Nej, det kan jeg så sandelig forsikre dig om, at det ikke kan. Det ville være jordens dårligste forretning og koste uanede mængder på image- og brand-kontoen. Så, nej, det ville aldrig være en bevidst handling, og jeg kan kun beklage, at denne her fejl er sket, lød det dengang fra Telias marketingdirektør.