Tidligere i år samlede Telia al sin B2B-kommunikation hos et enkelt bureau, Klausen + Partners, og nu er den første integrerede kampagne i luften.
Den har fået navnet ”Tænk Fremad”, der er en videreudvikling af en dialogkampagne hos Telia Erhverv, som løb af stablen i vinter.
Dialogkampagnen afdækkede blandt andet, hvor gearede til fremtiden de danske virksomheder er på kommunikationsfronten.
– En høj troværdighed på erhvervsmarkedet er helt afgørende for succes, og derfor skal vi først og fremmest øge kendskabet til Telia som en forretningsorienteret og seriøs sparringspartner for de danske virksomheder, lyder det fra Terese Serup, Enterprise Marketing Manager i Telia Erhverv.
– Den viden, som vi har fået fra dialogkampagnen bruger vi nu i en vidensbaseret kampagne, der faktisk ikke handler om vores løsninger. Det er i stedet virksomhederne og deres verden, som er i fokus, fortsætter hun.
Det lange seje træk
Kommunikationsstrategien tager udgangspunkt i den rejse, som både Telia og mange danske virksomheder er på: Fra produkter og ad-hoc løsninger til langsigtet forretningsudvikling.
Altså en ambitiøs strategi, som ikke kan gennemføres med løsrevne budskaber, gode tilbud eller kortsigtede kampagneaktiviteter. Det er med andre ord det lange, seje træk, som Telia er i gang med.
– Her har vi virkelig haft mulighed for at arbejde både langsigtet og målrettet. Vi lagde fundamentet med DM og dialog. Vi fik nogle fantastiske indsigter om markedet og virksomhederne. Resultatet er en kommunikationsstrategi eksekveret i en differentieret kampagne, der gør det hele; Styrker kendskabet til Telia Erhverv, øger overvejelsesgraden og genererer leads på både kort og lang sigt, mener kontaktdirektør og partner hos Klausen + Partners, Brian Carlson.
Se et par eksempler på kommunikationen i videoen i toppen af artiklen og herunder.