Telia lægger over 200 millioner kroner i at indføre nyt logo og ny firmafarve i 18 af sine datterselskaber, heriblandt i Danmark. Samtidig sænkes priserne for datatrafik, så danskere, der tager til andre nordiske eller baltiske lande, fremover skal betale 90 procent mindre end hidtil.
Nordens største teleselskab lancerer torsdag sit nye, fælles logo ved i Danmark blandt andet at pakke de tre gratisaviser – Urban, metroXpress og 24timer – ind i et særligt Telia-omslag, hvor også firmafarven ændres fra rød til lilla.
Det sker for at gøre markedsføringen ens overalt i verden og koster, ifølge Svenska Dagbladet, 250 millioner svenske kroner (ca. 200 millioner danske). Flere end 300 Telia-butikker, 1.000 skilte og 500 digitale platforme, heriblandt Telias netsteder i de nordiske og baltiske lande, ændres.
Telia, som er blandt verdens ti største teleselskaber og nummer tre i Danmark, ændrer ikke navn.
Business.dk