Små pigefødder, der venter på at kunne passe de røde voksenstiletter. En bygningsarbejder, der sætter foden i den stadig våde cement. Hånden med de trommende fingre. Og kvinden, der står og puster på sin nypåførte neglelak.
Det er blot nogle af scenerne i Telias første nye reklame-film – en 40 sekunders sag der får premiere på danskernes tv-skærme fra på mandag.
Målet er, at Telia skal skaffe sig en bredbåndsposition, der svarer til tele-gigantens position på mobilmarkedet.
Utålmodighed
– Nøglen, der binder klippene i filmen – og hele kampagne-universet – sammen, er ”bredbånd til de utålmodige”. For som en 82-årig fokusgruppedeltager sagde, da Telia var i gang med analyser og forarbejde til det nye kommunikationsunivers: Mit liv er for kort til langsomt bredbånd, fortæller Nicolai Eisenreich, der er senior marketing manager på bredbånd hos Telia i Danmark.
Telia går på produktsiden således også ud med minimum 2 Mbit – sågar helt op til 20 Mbit i intro-perioden – hvor andre konkurrenter på markedet sælger ”bredbånd” helt ned til 128K.
Nyt – og alligevel ikke
Faktisk har Telia været på bredbåndsmarkedet tidligere, men i 2002 blev aktiviteten lagt på køl.
Men nu skal det være, og med en selvstændig bredsbåndsorganisation på 200 medarbejdere på plads i København siden oktober sidste år mener man det alvorligt: TDC og Telenor-ejede Cybercity skal udfordres.
– Vi har manglet fokus på bredbånd. Men nu går vi ind i kampen, og vores nye kampagne bliver det egentlige startskud, siger Nicolai Eisenreich.
Hele vejen rundt
Faktisk tyvstartede Telia allerede med det nye kommunikationsunivers sidste år, da man fejrede nytårsaften den 29. december – for de utålmodlige, naturligvis – med en eventfest på Park’s Night Club. Også printdelen er smuttet over startlinjen. Men der er meget mere i vente.
– Vi kommer bl.a. til at lave events, net-aktiviteter, banner og print og en række webguerilla-aktiviteter i den kommende tid, fortæller Nicolai Eisenreich.
Det er Hjaltelin, Stahl & Co, der står bag Telias kampagne og dermed også den nye tv-reklame, som er lavet sammen med Nimbus og scannet i London
Og underlægningsmusikken er hentet hele 30 år tilbage i tiden hos det hedengangne Sugar Hill Gang funk-orkester, Scullsnaps.
sit