Såvidt Markedsføring erfarer var der i sidste uge en fyringsrunde på Telia Mobile, hvor en stribe mellemledere blev afskediget. Det skulle gælde bl.a. en kundeservice-chef, en e-CRM chef og en marketingchef.
Hos Telia vil man ikke offentliggøre antallet af fyringer men kun bekræfte, at der er blevet afskediget et “lille antal” medarbejdere – heriblandt nogle mellemledere.
– Der er tale om en løbende tilpasning til eksisterende markedsforhold og ikke udtryk for noget dramatisk. Der er tale om nogle folk med kompetencer, vi ikke har brug for mere, siger pressechef Robert Neimanas, Telia A/S.
Ifølge Markedsførings oplysninger er der blevet fyret mellem 15 og 20 mennesker, og det er bl.a. gået ud over marketingafdelingen på 20-25 mand, hvor ca. halvdelen er enten afskediget eller omplaceret. Det skulle desuden være også gået ud over Speedy Tomato, som i en tidligere fyringsrunde blev bragt ned på 7 mand, og nu kommer helt ned på 3 mand.
Spørgsmål om Speedy Tomato henviser Robert Neimanas til Telia i Sverige. På spørgsmålet om afskedigelserne indebærer en strategisk ændring – som f.eks. at man i højere grad skal til at bruge svensk produceret reklamemateriale i stedet for at få det udviklet og produceret i Danmark, siger han:
– Der er ingen ændringer i vores strategi og målsætning – eller den måde vi arbejder med den på. fin