Det er ikke kun budgettet for Telia Mobile’s massekommunikation, som er i konkurrence. Efter at Telia Sonera købte Orange i slutningen af 2004 valgte selskabet at sende deres mediebudget i konkurrence mellem tre bureauer. Udover de to bureauer IUM og Mediaedge:cia, som har varetaget opgaven med medieindrykning for henholdsvis Orange og Telia, deltager også mediebureauet Carat, som ikke i forvejen har noget teleselskab på kundelisten. OMD er mediebureau for Sonofon, mens TDC har Mediacom som deres partner.
I første omgang gælder konkurrencen kun Telia Mobile, men ifølge Telia’s nyudnævnte marketingdirektør, Søren Abildgaard, er hele Telia involveret og det er på sigt meningen, at Telia kun vil have samarbejde med et mediebureau. Bliver det derfor Carat eller IUM, som løber med opgaven, vil de andre afdelinger af Telia efter al sandsynlighed også skulle skifte mediebureau. Bureaukonkurrencen ventes afsluttet i begyndelsen af næste uge. I går kom det frem, at Propaganda McCann vandt konkurrencen om budgettet for Telia Mobile’s massekommunikation. jür