Telia tager i denne uge hul på en ny del af teleselskabet kampagne ”Livet kræver et godt netværk”.
En af hovedkræfterne bag er naturligvis Telias reklamebureau Hjaltelin Stahl, der således har haft en stor finger med i spillet i beslutningen om, at kampagnen denne gang er centreret om en 13 minutter lang film med tv-værten Anders Breinholt i hovedrollen.
Filmen er drivkraften i den indledende fase af kampagnen, som skal engagere danskerne og sætte fokus på, hvad Telia mener, når de siger, at ”Livet kræver et godt netværk”.
Et godt netværk?
– Når vi siger, at ”livet kræver et godt netværk”, så mener vi både til det personlige netværk, som findes i relationen til andre mennesker, og det virtuelle netværk, vi hele tiden har med os i form af vores smartphone, siger marketingdirektør i Telia, Magnus Olin.
– Teknologien og det mobile netværk gør vores hverdag lettere og styrker vores oplevelser – og de to netværk komplementerer hinanden, de spiller sammen. Derfor tager vi heller ikke stilling til, hvorvidt danskerne er for meget eller for lidt online, men vi inviterer dem til at opleve, hvordan netværket konstant hjælper os i hverdagen, fortsætter han.
Danskerne har allerede stiftet bekendtskab med kampagnens første stik, en familiefilm,
hvor et godt netværks betydning i en privat sammenhæng var omdrejningspunktet, mens formålet med den nye satsning altså er at engagere danskerne via de sociale mediekanaler.
Det skal som sagt ske ved lang onlinefilm, hvor man følger tv-værten Anders Breinholt, der 24 timer i træk ikke må gå online. Det kan sikkert virke angstprovokerende på mange, og ifølge Magnus Olin kom der så mange pudsige situationer ud af Breinholts oplevelse, at der var mere end rigeligt ”content” til en 13 minutter lang film.
– Vi grinte alle, da vi så den, og så var spørgsmålet, om vi skulle klippe den ned til et traditionelt onlinevideo-format, eller holde fast i den lange fortælling? Vi valgte det sidste, siger han og fortæller, at filmen kommer til at køre i Telias egne kanaler og på de sociale medier.
Den ”store” film med Breinholt har premiere i næste uge, men du kan få en smagsprøve på filmen her.