Torsdag den 31. januar kl. 20.00 får danske tv-seere mulighed for at følge den skandinaviske udgave af Temptation Island med Pernille Aalund som vært.
Fire skandinaviske par, heraf ét dansk par, har taget udfordringen op og meldt sig til Temptation Island. Primært for at teste forholdet en sidste gang, inden de endeligt beslutter, om kæresten er kvinden eller manden i deres liv. På Temptation Island udsætter de deres forhold for den ultimative styrkeprøve. Kan forholdet overleve? Skal det overleve?
Samtidig med offentliggørelsen af premieredatoen for den skandinaviske version
af Temptation Island, afslører TvDanmark også identiteten på to af de danske singler som medvirker i programmet.
Den første single er den 24-årige Lili fra København. Hun er fritidskuespiller, tidl. dørmand, og betegner sig selv som positiv, stærk, selvsikker. Hun indrømmer, at hun også kan være dominerende, stædig og nogen gange manipulerende. Den anden single er 26-årige Morten – også fra København. Morten
interesser sig for musik og fodbold og beskriver sig selv som sympatisk, morsom og udadvendt.
Temptation Island er en co-produktion mellem TvDanmark, TVNorge og svenske Kanal 5.