Med fem Grand Slam-titler og årelang berømmelse i den globale tennistop faldt russiske Maria Sharapova tungt til jorden med afsløringen – og indrømmelsen – af et årelangt forbrug af det ulovlige præstationsfremmende middel Meldonium, også kendt som Mildronate.
Det kunne de ikke lide at høre hos hendes store sponsor gennem 16 år, Nike, som derfor har sagt farvel og med omgående virkning opsagt samarbejdet.
Andre af Sharapovas sponsorer er tilsyneladende i tænkeboks. Det gælder bl.a. Evian, mens luksus-ur-mærket Tag Heuer – ifølge Marketing Magazine – ligesom Nike vælger at stoppe.
Tag Heuer har haft kontrakt med Sharapova frem til udgangen af 2015, men har på det seneste været i gang med forhandlinger om forlængelse. Disse forhandlinger er nu afbrudt, forlyder det i en udtalelse til det britiske medie.
Også Porsche er sponsor, og herfra lyder meldingen, at man “udsætter planlagte aktiviteter.”
Ifølge en post på tennis-stjernens Facebook-side, skulle hun om kort tid optræde i en reklamekampagne for Danones kildevands-brand Evian, men det er endnu uklart, om Danone og Evian holder fast.
Stoffet Meldonium, som Sharapova har indtaget bruges bl.a. til at behandle nedsat blodforsyning til dele af kroppen, samt medicinsk til behandling af hjerteproblemer som hjertekramper og blodprop i hjertet. Det øger iltoptaget og blodforsyningen, hvilket styrker udholdenheden.
Sharapova har undskyldt mange gange og fortalt, at hun har taget stoffet siden 2006 af helbredsmæssige årsager. Hun vidste angiveligt ikke, at det var blevet forbudt ved årsskiftet, men det har altså ikke mildnet holdningen hos hendes sponsorer.
Ifølge Financial Times modtager Maria Sharapova noget, der ligner godt 130 mio. kroner om året i sponsorpenge – det er seks gange så meget som hun har tjent på sine sejre i 2015.