“The pressure of a name“ Hun tænker så det knager, den særprægede veninde til Vivian (alias Pretty Woman). Hvem, hvem har nogensinde forladt rendestenen? “Cinda-fucking-rella!“ lyder svaret. Det eneste navn hun kunne komme på, der kom fra asken og ind i rampelyset.
Hvad nyt er det så i, at navnet er afgørende? Intet som helst. Men dagens markedsføringsscene er en anden. Hverken Askepot eller Pretty Woman gik på internet. Dine kunder gør. Og det eneste sted de møder et Brand logo på internettet er på virksomhedens egen site.
INGEN FREMTID UDEN NAVN
Alle de sites, der dukker op med auktioner etc, kræver på forhånd skabte forventninger til Brandet og et kendskab til den enkelte vare, udelukkende ud fra navnet skrevet med en kønsløs Ariel (uden forveksling til et P&G Brand i øvrigt).
“Sig navnet“ var også nok til at genoplive gamle OMA. Så selv om det er basal viden, er det alligevel værd at huske, at uden et godt navn, uafhængigt af logo, emballage etc, er der ingen handel. Og uden handel intet grundlag for en relation. Og uden relation ingen fremtid. Med mindre du til stadighed kan få de to modsætninger, lav pris og høj kvalitet, til at mødes, for at sød musik opstår i dit kasseapparat.
BRANDS I RUBRIKANNONCER
Det er præcis dér, vi er nu. Uanset om vi vil det eller ej, så er megen Brand-kommunikation på niveau med rubrikannoncer.
Når kunderne søger efter dit Brand på internettet kommer Brandet op i en liste på lige fod med tilsvarende ord og navne. Når kunden tilbydes dit Brand i auktion står det helt neutralt. Når du sender en e-mail til udvalgte kunder, så er den overskrift din kunde ser i sin mail-liste kun et navn. Intet logo, ingen fremhævelse. Kun et navn. Det samme gælder dine SMS-beskeder, hvor dit navn endda kun står med prikker.
BYG DIT BRAND TIL SNYLTERI
Præcis som store fisk trives ved at små fisk snylter på dem, skal du bygge Brand-oplevelser, der kan tåle det snylteri der er hverdagen på internet.
For det er kun de gode navne, der fungerer, når man skal trække kunder til. Og det skal man, når man sælger på pris og problemfri levering.
Så det er op til dig at bevare det gode navn, gennem gennemtænkt Brand-kommunikation på alle niveauer. Helt ned til det individuelle kundeniveau.
Hvis vi først er derude, hvor dit Brand skal trækkes op af rendestenen, er der andre, der har friet til dine bedste kunder. Og de fleste af dem har sagt “Ja!“