TV-blokkene larmer. Lyden har lige fået en ekstra skrue af skræk for, at ofrene har forladt sofaen for at hente en bajer eller skylle den foregående ud. Købs-formaningerne bliver endnu mere skingre eller kælne, man føler sig angrebet og reagerer med anti-sympati, hvorved hele reklame-manøvren forfejles.
Et er stemmerne – replikker og voice over – noget andet er musikken. Man kan åbenbart frit stjæle et Wagner-motiv til en film om realkredit og gentage spottet 350 gange, for Wagner døde i 1883 og er unddraget enhver form for ophavsretsbeskyttelse. Selv om det forekommer Wagners venner bespotteligt at spænde mesterens melodier for en pengekærre, så er det dog at foretrække fremfor syntetisk computermusik, der imiterer et sødladent strygeorkester og forsøger at sleske sig ind på målgruppen for morgenmadsprodukter.
Statoil understreger nærbutiktankens moderne rolle som livets kilde ved hjælp af kvartgregoriansk korsang, mens konkurrenten DK Benzin betragter top-hittet “vi har ingen rabatter og bonusfis“ som et auditivt guldæg, man ikke kan servere tit nok.
Nu skal man jo ikke bare brokke sig. Filmen for Toshibas bærbare, hvor en kvinde styrter rundt for at finde sin computer, som ægtemanden bruger som mål – biip! – i et spil minigolf, har en afstemt og musikalsk velredigeret lydside. Og tonedigtene til Carlsberg Kurvand er uudgrundeligt dybe som den klare kilde og kan ligesom billederne høres flere gange, før trætheden ved gentagelsen melder sig.
Fra egne laboratorier kan oplyses, at de ekstra lyde i Tuborg Squash-filmene (en knallert, en hund, en opbremsning) tilførte de små hverdagsdramaer en ekstra dimension, som placerede det lukkede rum i et imaginært, men sandsynligt univers. Der var en verden uden for købmandsbutikken, og vignetterne fungerede yderligere som humoristiske kommentarer til handlingen. Muligvis er der mennesketyper, der parerer ordrer, men vi er mange, som ikke bryder os om Big Brother eller Sister-formaninger i forbindelse med varer eller tjenstydelser, som vi skal påduttes. For os er det også en uløst gåde, hvorfor hadereklamer forårsager salg. Man kan da ikke støtte et produkt, der stjæler ens tid på en tåbelig måde. Der er hermed udsat 1.000 DM i dusør til den, der pågriber undertegnede med en Kinder-Schnitte i hånden eller munden.
Publikum eller i det mindste et større udsnit har efter ti år med TV-reklame udviklet et immunforsvar, som det bliver stedse vanskeligere at nedbryde. Forskere og fuskere fumler med at finde formler, som gør det operationelt at inficere resistente personer, så de optager en passende dosis af reklamens sandhedsserum. For det må nødvendigvis betragtes som et problem, når en voksende del af det totale segment isolerer sig fra industriens konsumdirektiver. Det er nærmest merkantil autisme.
Heldigvis blotter de hærdede forbrugere sig alligevel, for de køber varer ligesom alle andre, måske marginale elitemærker i udvalgte specialbutikker, men de lader sig påvirke gennem andre kanaler, hvor venners anbefalinger og læsestof i diverse blade (ikke annoncer) spiller den største rolle.
Så man kan skrue op for fanfarerne og trutte og true så meget, man lyster, for de galvaniserede reklamefjernsynsfornægtere lukker sanseorganerne og zapper hen på DR1 og DR2, som endnu er reklamefri zoner.
Samspillet mellem lyd, larm, lyst og latter i TV-spots betyder mere, end man lige kan måle.
Og hvor er Kim?