Hvis du mobber, og du tror du’ sej, spørg du mig, så er svaret nej, synger Anna David i et spot på The Voice TV. Spottet er et led i The Voice TV og Red Barnets kampagne Drop Mobning, hvor idoler som også Carpark North og Ataf taler direkte til unge, for at få dem til at droppe mobning.
Det skal gøres usmart at mobbe, og hverken Anna David, Ataf eller Carpark North var i tvivl om, at de ville støtte op om en sag, som stort set alle unge mærker. Ikke mindst fordi problemet er i stigning, nu hvor også elektronisk mobning både via sms og i form af Happy Slapping kan føjes til den ubehagelige liste.
– Som ungdomsmedie er det vigtigt, at vi støtter op om formål som dette og går forrest i et opgør med vores målgruppes problemer. Musikvideoer formidler høje idealer for udseende og opførsel, og derfor er det vigtigt at tage et ansvar. Vi taler direkte til målgruppen hver dag, og ved at få de unges musik-idoler til at levere budskabet, er vi overbeviste om, at det bliver modtaget langt bedre, siger programchef Dennis Johannesson fra The Voice TV.
Anna David er selv blevet drillet som barn og ved, hvad det vil sige at tænke grimme tanker om sig selv og få ødelagt selvtilliden. Derfor er det vigtigt for hende, at fortælle børn at det er ucool at mobbe.
– Jeg vil gerne være godt forbillede og fortælle unge, at det er helt normalt at have prøvet at mobbe, bare man indser, at det er forkert og stopper med det. Jeg har selv prøvet at stå og grine med. Det er en eller anden form for mekanisme, der sker blandt børn, da det betyder, at de så ikke selv bliver mobbet. Man skal bare vide, at det er forkert og lære at være god ved hinanden.. JA.DROP MOBNING, siger Anna David, der torsdag den 16. marts besøger Go’aften DK for at fortælle mere om kampagnen.
Anna David gør det, Ataf gør det, Carpark North gør det…og en masse skolebørn gør det snart. Går med Red Barnets røde Drop Mobning armbånd og støtter Drop Mobning kampagnen. Armbåndet kan købes i Bog & Íde og Bøger & Papir-butikker i hele landet til 20 kroner.
– Det har i lang tid været en trend for unge at samle på gummi-armbånd. I stedet for at børn går rundt med “Støt Brysterne” og “Livestrong” – støttearmbånd for sager, det kan være svært at forholde sig til, synes vi, at de skal have et armbånd, som rent faktisk er relevant for dem selv, siger Dennis Johannesson.
De, der bliver mobbet får ondt i sjælen – resten af livet. Konsekvenserne af mobning er så barske, at skal det tages mere alvorligt.
– Mobning er, når drilleriet bliver ondskabsfuldt. Det gør bare så ondt, når man bliver mobbet, og mange lider under det, også når de bliver voksne. Derfor skal der virkelig tages fat for at få mobningen hældt ned ad brættet. Det er vigtigt at lade være med at mobbe, men det er også vigtigt, at man ikke bare ser på, når andre mobber. STOP DET, DROP DET…., siger Red Barnets Mimi Stilling Jacobsen.
Heldigvis er der kommet mere fokus på mobning. Skolebørns-undersøgelsen fra 2002 viste, at antallet af børn, der blev mobbet var halveret fra 1998-2002. Men der er stadig lige så mange børn og unge, der bliver udsat for hardcore-mobning, som er den slags mobning, hvor en bestemt person bliver mobbet hver uge. Hele året rundt. MSOL