Tholstrup Cheese vil skabe ét stærkt ostekoncept, der samler familien både til hverdag og i weekenden.
– Danskerne bliver mere og mere individualistiske. Det gælder også deres krav til fødevarer. Derfor har vi lagt stor vægt på at skabe ét ostekoncept, der rummer oste til hele familien. De milde oste som f.eks. økologisk flødeost og Hvid Castello er hverdagsoste, som også børnene kan spise. Hvorimod Blå og Sort Castello er kraftfulde skimmeloste, som typisk henvender sig til de mere erfarne ostespisere, siger produktchef Bjarke Møller fra Tholstrup Cheese og fortsætter:
– Med relanceringen af Castello vil vi forkæle danskerne både i hverdag og weekend med gode kvalitetsoste produceret efter håndværksmæssige principper.
Alle 17 oste i Castello-serien får nyt og lysere design.. Målet med det nye design er, at forbrugerne skal kunne genkende de 17 forskellige oste og samtidig opbygge en stærkere loyalitet over for Castello. Ifølge en forbrugerundersøgelse mener 80 %, at det nye design er mere appellerende end det gamle, og 60 % af forbrugerne køber Castello pga. mærkets genkendelighed.