Thomas Sofienberg siger farvel til MUST og stillingen som Client Partner til fordel for en nyoprettet stilling som Director, Platforme & Apps, hos bureauet Advice.

Her får han ansvaret for bureauets team af front- og backend-udviklere, arkitekter og projektledere. Det oplyser Advice i en pressemeddelelse. 

Og Jesper Nørding Pedersen, Executive Director & partner, Advice, er glad for at få Thomas Sofienberg på holdet:

– Med Thomas har vi tilføjet en stærk rådgiver med mange års erfaring fra digitalbureau og med en intuitiv forståelse af, at indhold, organisering og teknologi skal gå hånd i hånd for at skabe resultater for vores kunder, siger han i meddelelsen.

Har bred erfaring med sig

Thomas Sofienberg kommer til Advice fra bureauet MUST, hvor han siden januar 2020 har været Client Partner.

Før det har han bl.a. været hos Isobar, det tidligere Magnetix, og Dwarf, hvor han var CEO og partner fra april 2017 til marts 2018.

Tidligere har han desuden været bl.a. Digital Director hos AKQA og CCO hos det tidligere In2media.

Han er bestyrelsesmedlem i IAA Denmark og underviser derudover i Digital Teori på DMJX. Og han ser frem til de nye udfordringer:

– Advice er et super spændende sted digitalt. Og et unikt bureau, som værner om klassiske kommunikationsdyder og substans i en digital verden, der har lidt for travlt med at micro-optimere, siger han i meddelelsen og tilføjer:

– Vi skal stadig optimere. Men i lige så høj grad binde kanalerne rigtigt sammen med relevant indhold og turde være kreative.