Proppen skal sættes i for danske lønstigninger i ti år, hvis dansk erhvervsliv igen skal kunne konkurrere.
Sådan lyder meldingen fra tidligere vismænd, der på baggrund af tal fra Nationalbanken, som Berlingske har bedt fremtrædende økonomer vurdere, advarer om, at de danske lønstigninger skal ligge mindst ét procentpoint under den tyske lønudvikling hvert år i ti år, hvis de danske lønninger igen skal komme ned på nabolandenes niveau.
– Enten skal vi holde et lavere lønniveau, eller også skal vores produktivitet stige med en procent mere end udlandets. Men det er usandsynligt, fordi produktiviteten har været faldende. Så vi bliver nødt til at indstille os på en langt lavere lønudvikling, end vi har været vant til, siger tidligere overvismand og professor i økonomi på Aarhus Universitet, Torben M. Andersen til Berlinske Tidende.
Med bare en dag tilbage før valget, åbner politikere fra både rød og blå blok for, at de høje danske lønninger skal ned, hvis den massive udflagning af arbejdspladser skal stoppes.
– Det er helt fundamentalt for Danmark, at vi får forbedret danske virksomheders konkurrenceevne. Dér er løn et af de vigtige områder, og der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at lønudviklingen afbalanceres i forhold til nabolandene, siger Ole Sohn, der er gruppeformand for SF.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), lægger op til et bredt samarbejde for at sikre konkurrencekraften og stoppe udflytning.
– Arbejdsmarkedets parter må tage ansvar for at holde den danske lønudvikling nede. Sker det ikke, så er vi reelt på katastrofekurs og vi vil se markante udflytninger af industriarbejdspladser inden for kort tid. Faktum er, at det danske lønniveau er for højt, og at det skal ned, siger han.