Nu bliver der åbnet endnu en flanke mod Danmarks Radios Afghanistanfilm. DR’s tidligere nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen har brudt flere måneders pålagt tavshed og rejser en kritik af den måde, som dokumentarprogrammet “Den Hemmelige Krig” bruges på, både politisk og i medierne. Det skriver Nyhedsavisen fredag.
– Filmen rejser en række helt centrale spørgsmål og indicier, som fortjener en nærmere undersøgelse, men den indeholder ikke solid dokumentation for de centrale anklager, som den rejser. Den dokumenterer ikke, at regeringen vidste i marts 2002, at den udleverede fanger til tortur. Den dokumenterer heller ikke, at regeringen har vildledt Folketinget i forhold til antallet af fangeafleveringer, siger Lisbeth Knudsen, der torsdag lagde sine personlige betragtninger ud på sin internetblog, lisbethknudsen.blogspot.com.
/ritzau/