Boligminister Carsten Hansen (S) er klar med et nyt lovforslag til at angribe lidt for smarte advokater og ejendomsmæglere, der de seneste år har tjent stort på stærkt opskrevne ejendomme med andelsboliger, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Købernes værn mod fremtidige salgsfiduser kan blive en karensperiode på op til fem år for såkaldte valuarvurderinger, siger Carsten Hansen til avisen, der samtidig mener, at indgrebet kan være med til at genskabe andelsboligernes halvblakkede image.
– Det er vigtigt at beskytte en god boligform mod lidt for smarte finansfolk og ejendomsmæglere, siger Carsten Hansen til Jyllands-Posten.
Tusindvis af lejere har de sidste år benyttet sig af den lovpligtige tilbudspligt, når deres udlejningsejendomme er blevet sat til salg. Loven giver dem mulighed for at overtage ejendommene til markedspris ved at stifte andelsboligforeninger.
Blandt andre advokater har som ekstra lokkemiddel for at få lejere til at købe fået ejendomsmæglere med specialkurser i at prisfastsætte ejendomme, såkaldte valuarer, til at vurdere ejendommene.
Næsten samtlige valuarvurderinger har siden 2006 ligget betydeligt over den handlede pris, ifølge blandt andre direktør for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentant, ABF, Jan Hansen.
Jyllands-Posten