Det er ikke populært at bede rygere om at tage hensyn. Og da slet ikke i Danmark, hvor ingen vil have mærkatet ”hellig” på sig. Selv om tingene har ændret sig, især indenfor de sidste 5-6 år, og det stadigt bliver mindre og mindre politisk korrekt at ryge, ja, så har mange ikke-rygere stadig svært ved at sige fra overfor rygerne.
Det ligger dybt i de fleste danskere, at rygerne skal have lov til at være her. Ikke-rygere vil ikke være dem, der stiller sig frem med løftede pegefingre. Det behøver man heller ikke, men man bør tænke på sit helbred og sin egen ret til at vælge, fremfor rygernes ret til at ryge. Det er grundlæggende budskabet i en ny landsdækkende kampagne fra Sundhedsstyrelsen, der samtidig lancerer termen ”tobaksforurenet luft”.
Kampagnen, der lige er gået i luften, bygger bl.a. på en ny rapport, hvor man kan læse, at 150 personer om året dør som følge af passiv rygning, men ifølge informationskonsulent og projektleder Jørgen Falk fra Sundhedsstyrelsen, er tallet i virkeligheden langt højere:
– Tallet er nok nærmere omkring 700 mennesker om året, men de ca. 150 er dem, vi kan være 100 pct. sikre på. Udover det bliver mere end 1000 mennesker om året indlagt med sygdomme, som følge af passiv rygning. Det er foruroligende høje tal, og derfor føler vi os nu tilskyndet til at gå ud og appellere til ikke-rygerne om at passe på sig selv, pointerer Jørgen Falk og tilføjer:
– Med kampagnen siger vi ikke, at vi har opgivet rygerne. Vi må bare indse, at når det handler om at tage hensyn, ja så skal vi nok ikke regne med at r ygerne bliver bannerførere på det punkt.

Opmærksomhed og diskussion

Umwelt står bag kampagnen, der er bygget op omkring tre tv- og radio-spots. Kampagnen koncentrerer sig ligeledes om tre situationer, nemlig – arbejdspladsen, hjemmet og det offentlige rum.
I filmene ser man situationer, hvor en ryger tænder en cigaret, hvorpå der kommer iltmasker ned fra loftet til ikke-rygerne. Ikke-rygerne opfører sig udover det, som om intet var hændt. Og man sidder tilbage med en følelse af, at den er da helt gal.
– Målet er da også at skabe opmærksomhed omkring problemet og diskussion i de tre ”rum”. Situationerne i spots’ene er realistiske, lige bortset fra iltmaskerne, siger projektleder Carsten Bülow fra Umwelt. Hvis man vil vide mere, så kan man få yderligere information på hjemmesiden, ligesom man også kan rekvirere en pjece.
Magnetix står bag hjemmesiden, der har adressen: HYPERLINK http://www.sst.dk/passiv-rygning.dk www.sst.dk/passiv-rygning.dk , og her kan man bl.a. teste, hvor udsat man selv er f or andres røg, ligesom man kan læse meget mere om, hvor skadelig tobaksforurenet luft er. F.eks. at tobaksrøg indeholder mere end 200 skadelige stoffer, og nogle af dem kan blive hængende i rummet i op til 2 døgn, og at folk udsat for passiv rygning på arbejdspladsen har en øget risiko på 16-19 pct. for at dø af lungekræft.
– Det er jo altid et langt sejt træk, når det handler om holdningsændringer. Men man må jo starte et sted, og med kampagnen får vi helt sikkert sat en diskussion i gang. Næste år er udråbt til ”debatår” vedr. passiv rygning. Og vi hos Sundhedsstyrelsen kommer med flere tiltag, ligesom flere andre organisationer som Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse m.v., har tiltag i gang, fortæller Jørgen Falk.
Kampagnen fra Sundhedsstyrelsen går i gang mandag i uge 45 og kører tre uger frem. Tv-spots’ene kan ses på TV2, TV3 og TVDanmark. Radiospots’ene kan høres på Sky.