– Er du da fuldstændig tosset? Har Ole Sohn tabt sutten? Ikke siden de gode gamle Kreml-dage har jeg hørt noget lignende.
Ordene kommer som verbale spyd ud af et Stalin-orgel, når Dansk Annoncørforenings direktør Otto B. Christiansen forholder sig til, at Forbrugerombudsmanden nu må give bøder for marketing-svipsere.
– Det forekommer mig at være en vittighed. En regulær sammenblanding af lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det strider mod al fornuft og praksis i en retsstat. Ole Sohn kan ganske enkelt ikke have tænkt konsekvenserne til bunds. Det kan ikke passe, siger Otto B. Christiansen.
Rolig nu, er det ikke fornuftigt, at vi i en digital tidsalder griber ind over virksomheder, der spam’er forbrugerne ulovligt. Det er vel sagens kerne? Med andre ord et indgreb over for vildledende markedsføring?
– Det er den meget, meget pæne udlægning af sagen. Men principielt er der stadig tale om, at Ole Sohn giver Forbrugerombudsmanden ret til at uddele administrative bøder. Hans skøn er næppe til at rokke ved.
Men det stiller virksomhederne lige. Dårlig markedsføring får et drag over nakken. God marketing får et skulderklap?
– Jeg har godt set, at både Ole Sohn og Henrik Øe siger, at de administrative bøder kun uddeles i ”rene tilståelsessager.” Men der er altså nogle, der ikke er tilståelsessager. Og hvordan håndteres de? Jeg går ud fra, at virksomhederne så skal bevise, at de ikke har overtrådt ”god markedsførings-skik”. Det er hensynet til de uskyldige, jeg taler om. Ikke svindlerne.
Hvis det er rigtigt, at Forbrugerombudsmanden har over 1.000 klager om måneden over spam fra virksomheder, er Ole Sohn vel klart inden for skiven. Hurtig sagsbehandling er også et legitimt hensyn, som en minister bør støtte op om?
– Det kan du godt sige, og jeg er bestemt tilhænger af, at ulovlig markedsføring skal straffes. Men jeg vil godt forudse, at både Ole Sohn og Forbrugerombudsmanden skaffer sig en masse problemer på halsen. For der vil være en betydelig del af de virksomheder, der får en administrativ bøde, der ikke ruller om på ryggen og siger undskyld.
– Og hvis de selv skal bevise deres uskyld, er vi tilbage til kommunistiske tilstande, hvor al magt ligger hos administrationen. Og det bifalder jeg i hvert fald ikke, slutter Otto B. Christiansen.
Bøderne, der forventes at ramme de skyldige, ”skal kunne mærkes. De skal virke afskrækkende”: Bøderne bliver på mindst 10.000 kroner, hvortil skal lægges 100 kroner for hver eneste uønsket mail og sms, som firmaet har sendt af sted, siger Henrik Øe til Politiken.