Søndagsavisen forsøger at lokke håbefulde folketingskandidater til med et tilbud, der umiddelbart må være svært at sige nej tak til: En gratis valgannonce.
Gratisavisen har således i dag henvendt sig til håbefulde folketingskandidater over hele landet, hvor de tilbydes en gratis annonce i den husstandsomdelte avis, der når ud til 1,3 millioner danskere.
Folketingskandidaterne skal dog gøre det meste af arbejdet selv, da de skal oprette sig i Søndagsavisens annoncesystem med brugernavn og kodeord ved hjælp af den kampagnekode, der fulgte med Søndagsavisens henvendelse til folketingskandidaterne.
Opretter kandidaterne sig i systemet, så får de en annonce gratis i den første uge efter valgets udskrivelse. Herefter stilles de 60 procent rabat på annoncer i resten af valgkampen.
– Hemmeligheden bag det aggressive tilbud er, at vi har fået ny teknologi, som betyder at kandidaterne selv kan fylde tekst og billede ind i deres annoncer, og dermed vil valgannoncerne være uberørte af menneskehånd her på avisen. Alt kører automatisk inklusiv fakturering og placering på siden, siger Søndagsavisens direktør, Arne Ullum.
På den måde er Søndagsavisens omkostninger på annoncerne reelt de samme som færdiglavede annoncer i meget stort volumen, og den fordel vil Søndagsavisen udnytte til at øge sin markedsandel.
Søndagsavisen har blandt sine 1,3 millioner læsere flere end 270.000 såkaldte tvivlere, som ikke har en fast tradition for at stemme på et bestemt parti.
– Alle eksperterne siger, det bliver tvivlerne som afgør valget, og det er det måske vigtigste argument for at bruge Søndagsavisen. De gamle dagblade har modsat en meget høj andel af partiloyale, og dem er der jo ikke meget gevinst ved at påvirke, siger Arne Ullum.
Læs mere på:
www.vindvalget.dk