Alt tyder på, at danskerne er mere optaget af tilbud end at skrive side op og ned på iPad.

Under stor bevågenhed lancerede Microsoft for nyligt sin anerkendte Office-pakke til iPad, som allerede efter en uge rundede 12 mio. downloads med programmerne Word og Excel i spidsen.

Dog er det en digital indkøbsliste, som topper listen over gratis-apps i den danske App Store. Her er den dansk-udviklede eTilbudsavis-app skarpt forfulgt af de kendte Office-grogrammer Word og Excel.

Med 880.000 downloads på 12 måneder har app’en indtil videre matchet mere end to millioner varer via brugernes indkøbslister med tilbud.

Relancering gav pote

For nyligt blev app’en nemlig relanceret, og det har tilsyneladende givet pote.

– eTilbudsavis er i dag en “universal app”, som både fungerer til iPad og iPhone, hvor brugerne i stedet for med pen og papir, indtaster deres varer i app’en. Herefter har de så mulighed for dele indkøbsliste og tilbud med andre, fortæller Christian Birch, medstifter og direktør for eTilbudsavis.

Han mener, at danskernes interesse for app’en, vidner om en samfundsmæssig tendens, hvor teknologi og indkøb smelter mere og mere sammen, både når forbrugeren handler på nettet og i de fysiske butikker. 

Ved at downloade en app som eTilbudsavis får forbrugeren således mulighed for altid at have indkøbslisten lige ved hånden.

– Brugerne har længe efterspurgt en digital indkøbsliste, som gør eTilbudsavis til mere end blot en tjeneste til at søge tilbud. I stedet har vi forsøgt at nærme os brugernes forbrugssituation, hvor det giver stor værdi at kunne overføre indkøbslisten mellem forskellige devices og netop dele listen med andre personer i husstanden, slutter Christian Birch.