Kampagnen og den efterfølgende reaktion ved lanceringen af Ekstra Bladets “De Fremmede“-tema, er gået efter planerne, hvis man skal tro bureauet bag kampagnen, Wibroe Duckert & Partners.
– Jeg er tilfreds med det arbejde vi har udført, fortæller Peter Wibroe, der er den kreative hjerne bag Ekstra Bladets reklamekampagne “De Fremmede“.
– Meningen med kampagnen har været at skabe debat. Og den debat der er, kommer slet ikke bag på mig. Jeg havde egentlig regnet med at der ville komme mere, siger han ubeskedent.
Peter Wibroe tager afstand fra at der skulle være racistiske bagtanker, eller at man har villet puste til fremmedhadet ved kampagnen:
– Jeg kan ikke se at kampagnen skulle fremkalde nogens indre svinehund. Formålet har været at skabe en folkedebat. Ekstra Bladet tager det op, der rør sig i befolkningen. Politikerne derimod tør ikke tale om problemet af frygt for at blive udråbt som racist.
Det gør ikke det store indtryk på Wibroe at 1000 mennesker demonstrerer mod Ekstra Bladet.
– Der kan jo være så mange andre årsager til, at de er sure på Ekstra Bladet, siger han.
SKAL IKKE SæLGE AVISER
Hvad kampagnen kommer til at betyde for Ekstra Bladets oplag tør Wibroe ikke gætte på.
– Jeg aner ikke om kampagnen vil sælge flere aviser. Måske vil man sælge flere til nogle og færre til nogle andre. Men der er jo ikke tale om en kampagne for avissalg, hvor man udlover en gratis CD’er eller et skrabespil.
“De Fremmede“-kampagnen er skabt for at markere en redaktionel linie, der handler om en debat om fremmedpolitikken i Danmark, slutter han.