Usikkerheden er fjernet og mediemarkedet er tilbage til business-as-usual. Og det er en ganske god løsning. Således lyder nogle af kommentarerne til ankenævnets kendelse over den tidligere dom fra Konkurrencestyrelsen over TV2s prispolitik.
Direktør Peter Ottesen fra MediaBroker ser dog samtidig afgørelsen som en begmand til styrelsen.
– Styrelsen gik videre end TvDanmarks klage handlede om, og lagde op til rimeligt store forandringer på mediemarkedet. Det er nu blevet underkendt, og markedet er på status quo, siger Peter Ottesen, som dog ikke er overbevist om, at der er sat endeligt punktum for sagen.
– Både TV2 og TvDanmark har fået noget i kendelsen, som fastslår, at TV2 har misbrugt sin dominerende stilling på nogle områder. Men det vil i givet fald blive en sag mellem TvDanmark og TV2 og vil ikke påvirke markedet, siger Peter Ottesen.
Dansk Annoncørforening glæder sig over, at diskussionen om videresalg nu er slut.
– At åbne op for videresalg af Ttv-tid og mediabroking ville have givet store svingninger på mediamarkedet, ringere mulighed for planlægning og ville i sidste instans have drevet priserne i vejret. Vi hilser derfor Ankenævnets afgørelse velkommen, og understreger, at annoncørerne – og i særdeleshed et presset mediamarked – nu har brug for ro, siger Eva Tufte og tilføjer: – Denne sag har varet alt for længe og skabt en urimelig usikkerhed om indkøbsbetingelser og planlægningsvilkår.
Peter Ottesen ser også diskussionen om videresalg som slut. Han skabte ellers en del debat i forbindelse med opstarten af MediaBroker, fordi han gav udtryk for, at selskabet var parat til at agere i forhold til en åbning for videresalg.
– Vi har aldrig ønsket at arbejde med broking. Men vi har heller ikke villet sidde på hænderne. Var forbudet mod videresalg blevet ophævet, ville vi være parate til at arbejde med indkøbsforeninger. Nu er diskussionen slut, og vi arbejder videre med at udvikle MediaBroker som et second brand til MediaCom, siger Peter Ottesen. fin