Danmarks popularitet led voldsomt i den muslimske verden under Muhammedkrisen, men sagen er efterhånden gået i glemmebogen. Det siger udenrigsminister Lene Espersen (K), og hun bakkes op af flere organisationer, som arbejder i Mellemøsten og Nordafrika. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.
Det er blandt andet Danmarks bidrag til Natos militære mission i Libyen, der har forbedret forholdet mellem Danmark og muslimske lande, mener Espersen.
Helen Hajjaj, der er kommunikationsmedarbejder ved Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, mærker heller ingen vrede mod Danmark.
– Vores indtryk er, at det ikke længere er noget man taler om i Mellemøsten. Det er ikke engang noget, som folk nødvendigvis forbinder med Danmark længere, siger hun.
Den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp forklarer, at Muhammedtegningerne ikke længere optager manden på gaden, men han siger dog, at sagen sagtens kan blive højaktuel igen.
– Tegningerne optager ikke befolkningerne i den muslimske verden lige i øjeblikket, da Det Arabiske Forår fylder meget, men ekstremister og terrorister bruger stadig tegningerne i deres kamp mod Vesten, siger han.
/ritzau/