Kommunikationsbureauet Tilsted Communication i Naur ved Holstebro fortsætter med at være blandt gulddrengene i den danske PR-branche.
Bureauet har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2001-2002, og det viser en bruttofortjeneste på godt 2,8 mio. kr. Resultatet før finansielle
poster er på godt 1,1 mio. kr., og årets resultat er på i alt 555.000 kr.
Det positive regnskabsresultat er skabt i en periode, hvor branchen generelt har været præget af afmatning og en stram økonomi. Det er imidlertid lykkedes Tilsted Communication at skille sig ud fra mængden ved i 2001-2002
at have haft en generel stigning i aktivitetsniveauet. Derfor betegner bureauet også årsregnskabet som tilfredsstillende.
Sidste år figurerede Tilsted Communication – på baggrund af sit årsregnskab – på Top 10-listen over landets bedste PR-bureauer, der også betegnes som værdiskabere. I 2001 blev bureauet kåret til “Gazelle-virksomhed”, der er en
hædersbevisning for virksomheder i høj fremdrift eller vækst.