Provokationen kom til at stå i centrum, da Markedsførings Karakterbog, der produceres af AC Nielsen AIM, bragte en film fra Dansk Tipstjeneste til debat. Provokationer deler holdninger, og det gjorde filmen også – i en vis udstrækning, for der var ikke nogen, som var direkte begejstret for filmen.
Det er en film for skrabespillet 7-9-13, der er blevet testet. Filmen viser en noget fyldig dame, som tager guldringe på fingrene, og den opnår en mindre god score. Erindringen går godt, idet 72 pct. kan huske den i forhold til en opnået nettodækning på 86 pct. Brandingen bliver 19 pct. i form af dem, der er i stand til at identificere Quick 7-9-13. Andre 14 pct. kan dog sætte Dansk Tipstjeneste på som afsender.
Aldersgruppen 13-24 år er bedst til at huske filmen (90 pct.) og identificere produktet (31 pct.)
Sympatien volder dog visse problemer. 51 pct. synes dårligt om filmen, mens 42 pct. synes godt om den. De mest positive finder man i målgruppen 13-24 år, men udsvinget er ikke markant. Den ældre del af befolkningen (over 55 år) skiller sig mest ud – men i negativ retning. Her er man helt oppe på næsten to tredjedele, der er negative.
– Jeg synes, det er en gennemført usympatisk film, og de taler ned til målgruppen. Et produkt som skrabespil kan næppe have de unge som målgruppe, og derfor mener jeg, at scoren på aldersgrupper er et skråplan, sagde Anders Høiris, som ikke mente, at Tipstjenesten har brug for provokationer – derimod for opmærksomhed.
Han blev støttet af Lisbeth Mundrup, som fandt filmen stødende.
Claus Buhl hørte til filmens primære forsvarer – uden at støtten dog var meget engageret.
– De kan ikke have lavet den film til de ældre, som den jo grundlæggende pisser på. Den er ikke et mesterværk, men Tipstjenestens problem handler om en dødskamp, hvor internettet er en alvorlig trussel. Når man provokerer, støder man nogen, men man opnår også nogle fans, og Tipstjenesten har brug for fans. Derfor kan jeg godt sætte mig ind i tankegangen, og der slipper da normalt heller ikke noget ud af Tipstjenesten uden, at det bliver testet først og kontrolleret, sagde Claus Buhl, hvilket fik Anders Høiris til at replicere: – Så må den ansvarlige have været på sommerferie i dette tilfælde.
Henrik Dahl var heller ikke begejstret for filmen.
– Charme kan være glimrende til at skaffe sig opmærksomhed, men det kan det også at være kontroversiel, og dem med charme går oftere alene hjem end de kontroversielle. Så provokationen kan være god, selvom den skiller vandene. Men man bør retteligt stille spørgsmålet, hvad der er en god provokation, sagde Henrik Dahl
– Filmen brander faktisk meget godt, men den skiller vandene, og det illustrerer diskussionen her ganske godt, afrundede Lisbeth Mundrup Radant.