Selv om rygraden i Cannes Lions og den historisk mest ansete hæder gives til Film-vinderne, er Titanium Grand Prix’en i dag accepteret som ”creme de la creme.” Prisen uddeles ikke nødvendigvis hvert år, og faktisk advarer festival-ledelsen mod at gøre det.
Titanium gives kun som Grand Prix-løve, mens resten af kategoriens guld, sølv og bronze-løver formelt kaldes for Integrated. Naturligvis skal Titanium Grand Prix’en være Integrated, men den skal være meget mere end det.
– Titanium skal være hævet over konkurrencen. I dette tilfælde skabte den en bevægelse over hele kloden. Og den bestod af lige så meget user generated content (UGC), som styret kommunikation. Og så var resultatet helt uden diskussion formidabelt. Kampagnen bidrog til valget af USAs præsident, sagde David Droga, jury-formand for Titanium og Integrated.
Han medgav endda modvilligt, at hvis ikke Obama var blevet valgt, ville kampagnen næppe have vundet. Han forsøgte at redde argumentationen i land med følgende:
– De havde sandsynligvis ikke indsendt kampagnen til bedømmelse, hvis Obama havde tabt – er I ikke enige?
Og det var vi alle i salen og klappede bekræftende. Men i samme åndedrag, diskussionen om det var manden (Obama) eller kampagnen, der bedømtes og fik Titanium, svarede Droga uden tøven:
– Det var kampagnen, der vandt. Obama som brand, men det kunne principielt være en hvilken som helst vare. Men jeg erkender, at sondringen er vanskelig. Det var en helt unik kampagne for et unikt brand.
Kampagnen udvider kanvassen
Nu har flere stærke kampagner benyttet sig af UGC, og endda opnået fornemme resultater. Og hvor nettet har været den afgørende platform. Hvordan er denne kampagne anderledes?
– Denne kampagne fik Titanium, fordi den udvider den kanvas, alle kommunikatører maler på. Den sætter en standard for næste år, der bliver ualmindelig vanskelig at overgå. Tænk på, at folk deltog, fordi de kommunikerede deres eget håb. De solgte deres vare. De overtog Obamas buskab ”Change, yes we can.” Denne kampagne er dokumentationen på, at selv om man sætter nok så mange – og rigtige – værktøjer sammen, bliver helheden meget mere end de enkelte dele, sagde David Droba, der i øvrigt selv fik en guld-løve i Integrated for Droga5’s arbejde ”The Great Schlep” for Jewish Council.
Juryen afviste, at nogle andre kampagner var tæt på at stjæle en af de to Titanium og Integrated Grand Prixer. ”No contest,” som et af jury-medlemmerne formulerede sig. Det gjaldt også den autralske ”The Best Job i the World” kampagne for at finde en vicevært til en øde ø. Den kampagne havde inden lørdagen vundet tre Grand Prixer i Cyber, Direct og PR.
– Den australske kampagne, der er helt vidunderlig og en fornem eksekvering af en genial idé, er bare ikke integreret nok til at vinde, forklarede juryen.
Hvem skal have løven?
Dagens gode grin fik alle tilstedeværende, da en uskyldig journalist fra USA Today spurgte, hvem der havde indsendt kampagnen? Og derfor lød spørgsmålet: Hvem får tilsendt de to statuetter?
I første hug svarede jury-formanden, at det viste han ikke, men at juryen helst så, at løverne stod bag Barack Obama i Det Ovale Værelse, Efter nogle overvejelser viste det sig, at organisationen ”Obama for America” var noteret som afsender, men da den organisation ikke er en ”rigtig” organisation, og i øvrigt er ved at smelte sammen med Det Demokratiske Parti med henblik på Obamas genvalg, endte visdommen fra Cannes Lions at lyde: – Den rigtige modtager er foreløbig David Plouffe, Obamas kampagnechef. Hvis han giver dem videre, er det hans valg. Men David Plouffe var dirigenten for det orkester, der skabte den enestående bevægelse, og derfor sender vi den sandsynligvis til ham, lød David Drogas konklusion sent lørdag. Vi følger naturligvis sagen til dørs. David Plouffe gæster i øvrigt Frederikshavn til efteråret, hvor nysgerrige kan få stillet deres intellektuelle sult ved Business Leader seminaret ”Creating Winners”.