Tivoli går efter målgruppen med de såkaldte tweenagere – segmentet mellem børne- og teenageårene.
Det afslørede Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, på et pressemøde onsdag før sæsonåbningen fredag.
For at ramme målgruppen har Tivoli indgået et samarbejde med TV2, der skal sende fra Tivoli hver søndag eftermiddag i højsæsonen.
– Det bliver konkurrencer, underholdning og musik specielt for tweensmålgruppen, og det kombinerer vi så med nogle af vores forlystelser og skaber et nyt koncept, siger Lars Liebst til RB-Børsen om den nye satsning.
Med alle aldre dækket, regner Lars Liebst med, at der vil blive solgt lige så mange årskort i 2007 som sidste år, hvor Tivoli slog alle rekorder med 325.000 solgte årskort. Selv om sæsonen i år er lidt kortere, satser Tivoli på det samme antal besøgende, nemlig 3,2 millioner.
/ritzau/