Når Broadway-musicalen Hairspray i morgen aften har premiere i Tivolis Koncertsal, er der samtidig premiere på en ny TV-satsning fra Tivolis side.
Carstensens gamle have overlader således for en stund sin TV-kanal, Tivoli TV, til Realityportalen.dk, som med egne værter sender live fra premiereaftenen på den røde løber.
Seerne kan dermed se frem til bl.a. interviews med premieregæster, kendisser og kunstnere, og undervejs vil seerne også kunne stille spørgsmål, som værterne vil hjælpe med at få besvaret.
– Vi tror på live-stream og har lavet en del forsøg, siden vores TV-kanal startede. Vi er dog stadig i den spæde-start, så det er første gang, vi gør det i denne her skala, siger Tivolis pressechef Torben Plank.
Realityportalen er med 900.000 besøgende og 2,3 mio. sidevisninger alene i januar sædeles populær, og grundlægger og chefredaktør Jeanet Rosenkjær Horstmann ser frem til showet i morgen aften:
– Det er en super interessant konstellation, at Tivoli lader Realityportalen overtage deres livestream. Vi har derfor også forsøgt at sætte en spændende værts-duo sammen, så seerne får lidt af det hele. Jeg er sikker på, det nok skal blive yderst underholdende, siger hun.
Fra redigeret til live
Tivoli TV blev en realitet i efteråret 2014, og formålet var – og er – at tilbyde havens gæster mere information i form af levende billeder, der tager afsæt i alt fra økonomi og kultursatsninger og til at skildre Haven som arbejdsplads.
Siden etableringen har TV-kanalen været en fast del af Tivolis miks af owned media, hvor der med levende billeder fortælles om, hvad der rører sig i haven
I første omgang primært redigerede historier, men allerede fra starten var det tanken, at der skulle sendes live-reportager fra udvalgte begivenheder i Haven.
Og det er netop det, der kommer til at ske i morgen aften, når gæsterne begynder at bevæge sig op ad den røde løber til premieren på Hairspray.
– Rigtig mange synes, festen på en rød løber er sjov og underholdende at følge med i – hvad enten det er en kæk kommentar, en fjollet hat eller en veldrejet kjole på en skuespiller. Vi gør det her som et forsøg på at se om der er potentiale for at lave mere af den slags live tv i Danmark, siger Torben Plank.
De to værter, der kommer til at styre begivenhederne i morgen aften er den unge Rachel Ellebye fra TV 2’s Årgang 0 samt journalist og komikeren Tjelle Vejrup, og på de skrå brædder finder man bl.a. Martin Brygman, Julie Zangenberg og Silas Holst.
Du kan følge med i Tivoli TV’s og Realityportalens livestream i morgen aften mellem 19 og 20 på www.realityportalen.dk og på Tivoli TV her .
Se et klip fra pressepræsentationen her.