Markedsføring på mobilen lever en kuvøse-tilværelse i Danmark. Teleselskaberne har stadig ikke erkendt, at vejen til rigtig mange kunder først materialiserer sig, når selskaberne indfører flatrate-afregning. Men den kendsgerning afholder ikke nogle få pionerer i at kaste sig ud i det relativt nye medie.
− Det er nu, mediabureauerne er ved at få øjnene op for den nye markedsførings-kanal. Det går faktisk lidt hurtigere, end vi forventede, så vi er på rette vej, siger Finn Balleby, der sammen med kollegaen Peter Grumsen etablerede sig i Balleby & Grumsen for tre måneder siden − blandt andet for at erobre en vigtig skive af markedet for mobilmarkedsføring.
Benzin og bold
Første tiltag på markedsføring via mobilen hed tjekbenzin.dk, hvor over 24.000 nu har downloadet en applikation, så de lynhurtigt orienteres om benzinpriserne i lokalområdet. Det er GPS’en, der ”dirigerer” kommunikationen, og tallet 24.000 er fornemt, mener Finn Balleby.
− Nu indførte vi så for 14 dage siden en ny tjeneste, tjekfodbold.dk, hvor man opdateres fra 332 ligaer i 156 lande. De 174 ligaer følges live. Vi begyndte med iPhonen og har på 14 dage fået 4.500 brugere ind. I går lancerede vi så applikationen til alle andre mobiltelefoner, og vi regner med, at også det koncept breder sig om ikke som en steppebrand, så dog en lille vedvarende ild, siger Finn Balleby.
Bold.dk får dermed konkurrence, og det skader jo ikke.
− Konceptet er brugbart i den forstand, at vi kan udvide til tennis, golf og en række andre idrætter, der er skræddersyede til korte, kontante nyheder svarende til udviklingen i børs- og aktiekurser, siger Finn Balleby.
Tjekbenzin.dk er den case, der benchmarker danskernes brug af mobiltelefonen til andet end tale og sms. Tjekbenzin styres via GPS’en og fortæller præcis, hvor den billigste benzin i lokalområdet findes. Den fungerer både til iPhone og til diverse andre mobiltelefoner, hvor man downloader applikationer.
− I tjekbenzins tilfælde har vi brugt Statoil som case med budskaber op til seks gange i døgnet. Her skræddersyr vi kommunikationen efter princippet om enkelhed og relevans. Om morgenen er det morgenbrød og kaffe, til frokost sendes et tilbud med en lun ret og en sodavand, om eftermiddagen en bilvask og en kop kaffe, om aftenen en igen en lun ting og om aftenen bilvask. Det kan varieres i det uendelige og eksekveres hurtigt og smertefrit for brugeren, siger Finn Balleby.
Den nyeste service tjekfodbold lanceres i næste uge i 17 lande, hvor den tyske naturligvis hedder tjekfussball og den britiske tjeksoccer. Den danske stavning fastholdes for at cementere brandet. Og der er i sagens natur en del virksomheder, der af indlysende grunde vil være villige til at bruge markedsføringskroner på kommunikationen. Det kunne være ønsket om at kapre spil-segmentet, der udgjorde lokkemaden for nogle annoncører.
Balleby & Grumsen er etableret af to rutinerede reklamefolk, Finn Balleby og Peter Grumsen, fra henholdsvis Leo Burnett og Bark Copenhagen, der slog pjalterne sammen for tre måneder siden, og hvor et af formålene er at udnytte reklamemulighederne i de nye medier.