Den danske bureau-verden bliver nu et nyt mediebureau rigere. Det er mediebureauet TMP, som gennem tre ledende medarbejdere har foretaget en knopskydning.
Fra og med d. 1. maj flyttede 15 mand ind i nye lokaler under navnet MediaWise. De 10 kommer fra TMP, mens de fem er hentet fra andre mediebureauer samt analyseinstitutter. Desuden er 4 nye medarbejdere på vej således, at bureauet med 19 ansatte er gearet til at betjene de 15 kunder, som flytter med fra TMP til det nye bureau.
MediaWises adm. dir. Peter Gottfredsen satser på, at bureauet med de 15 kunder samt lidt tilgang af nye kunder vil kunne realisere en omsætning i underkanten af 300 mio. kr. det første år.
Kundelisten tæller så betydelige navne som bl.a. Carlsberg/Tuborg, MD Foods, SAS, Blumøller, Merrild, Rynkeby og Ekstra Bladet, og er fundet gennem en dialog mellem det nye team bag MediaWise, TMP’s adm. dir. Hermann Haralddson og kunderne.
Der er flere årsager til, at Hermann Haraldsson uden at kny slipper 10 medarbejdere og 15 kunder.
– Kunderne efterspørger variation. De vil have valgmuligheder. Nogen vil gerne være på et stort bureau, andre på et lille. Men samtidig er det nye bureau et udtryk for, at gruppen ønsker at kunne vokse yderligere, og TMP er nu så stort, at der er grænser for væksten. De enkelte enheder skal helst ikke blive for store, siger Hermann Haraldsson. Han understreger samtidig, at når man skal starte et nyt mediebureau, så skal det gøres rigtigt og det indebærer volumen og en attraktiv kundeportefølje.
Hermann Haraldsson afviser yderligere, at det nye bureau spiller nogen rolle i forhold til TMP’s ejerkreds.
– Da WPP-gruppen forlod TMP blev der skabt klarhed om vores ejerforhold. Vi repræsenterer nu Omnicoms internatioanle mediebureau OMD, og der er ingen problemer i at have lokale medejere. Vi har det faktisk som blommen i et æg, siger Hermann Haraldsson.

BREDT MEDIEBUREAU
MediaWise ejes fuldt af TMP bortset fra at leder-teamet i form af Peter Gottfredsen, Jette Witzke og Frank Andersen hver har en mindre post. De har alle tre været en årrække hos TMP.
MediaWise er ikke udset til at være et specialist-bureau men et bredt mediebureau, som også kan komme i konkurrence med TMP om kunder.
– Vi vil dog organisere os på en anden måde, idet vi ikke vil dele bureauet op efter funktioner, men efter kunder. Medierådgivning er i dag blevet utroligt komplekst, og der stilles store krav om at have ekspertise til rådighed i bureauet. Men i stedet for at sammensætte bureauet i afdelinger baseret på ekspertise, så vil hver kunde få knyttet et team til sig, der rummer de eksperter, som kunden har brug for. På den måde kan vi bedre udnytte, at vi er et lille bureau, siger Peter Gottfredsen. Han understreger dog samtidig den store betydning i at tilhøre en familie for at kunne udnytte stordriftsfordelene på områder som databaser, analyser, indkøb samt forskning og udvikling.
Ambitionerne er store – også efter vækst.
– Vi kan ikke have en sådan forretning uden at have en ambition om vækst. Vi har ikke ambitioner om at blive størst. Vi vil hellere være de dygtigste. Men først og fremmest gælder det om at betjene de kunder, som vi har nu, siger Peter Gottfredsen.