Efter fem måneders intense tovtrækkerier, ser det nu ud til at Sir Martin Sorell får sin vilje.
I hvert fald fortæller Ad Age, at bestyrelsen i Taylor Nielsen Sofres, TNS, der herhjemme står bag Gallup, har besluttet sig for at takke ja til WPP’s købstilbud og anbefale aktionærerne at gøre det samme.
Gennem flere måneder har TNS’s bestyrelse ellers vedholdende takket nej, hvilket tilsvarende har affødt gentagne forlængede frister fra WPP’s side i håbet om at TNS-aktionærerne ville besinde sig.
Det har de så gjort løbende over de seneste uger og måneder, startende med en tilslutning på blot 9 pct. for i sidste uge – måske i lyset af den tilspidsede finansielle situation – at nå en tilslutning på hele 61 pct.
Dette fik WPP til at sænke overliggeren fra 90 til 75 pct. og udskyde fristen endnu en gang – til i morgen den 8. oktober.
TNS’s bestyrelse har gennem hele forløbet fastholdt sin anbefaling af et nej til Sorell, men i går kom så en – om end nølende – opfordring til at sige ja.
Ifølge Ad Age har Sorell selv ikke ønsket at kommentere før i morgen, onsdag, når den seneste frist udløber.
For få uger siden sagde EU-Kommissionen også god for WPP’s køb af TNS Gallup.
Dog under forudsætning af, at WPP af konkurrencemæssige årsager frasælger det TNS-ejede Television Audience Measurements aktiviteter i Europa samt TNS analyseforretning i Irland.
Forløbet begyndte tilbage i april, hvor tyske GfK og TNS i fællesskab meldte ud, at man var i fusionsforhandlinger. Planen var dengang, at der skulle gennemføres en såkaldt ligeværdig fusion mellem de to parter.
Imidlertid kom WPP-gruppen i vejen med et officielt modbud – og senere endnu et – og i august meddelte GfK så, at man trak sig ud af væddeløbet.
WPP-gruppen har allerede sin egen analysedel, Kantar, og planen er – om overtagelsen lykkes – at lægge TNS sammen med Kantar, hvorved analyse-virksomheden bliver verdens næststørste, kun overgået af Nielsen.
sit