Overskriften er en “hyldest“ til den type dagbladsredaktionssekretærer, der altid forsyner en artikel om skaldyr med ordene “Kan De li østers?“ eller absolut skal besmykke en chokoladereportage med udtrykket “den søde tand“. Rubrik-geniet kunne også have opfundet en slaglinie som “øl er ikke bare øl“. Er det et naturtalent eller noget, de lærer på betonskolen i Århus? Nå, det var et lille besk bøvs, og det er netop en af de produktegenskaber, som har været med til at miskreditere øllet.
Ølforbruget i Danmark er på blot et år faldet med 5,1%. De anstrengelser, som Bryggeriforeningen har udfoldet for at opgradere øllet blandt de unge, har ikke båret fuld frugt. Stadig flere debutanter har råd til at købe en flaske vodka og en liter juice, og det løber jo lige ned og skaber den ønskede ravage uden den bitre eftersmag, som utrænede ganer opfatter som væmmelig og andre som væsentlig. En tilsvarende tilbagegang præger det tyske ølmarked, som alene i årets første kvartal tabte to procent.

WORLD WIDE WET
Carlsberg er det eneste danske varemærke på top 100.listen over verdens mest værdifulde brands. Ugebladet Business Weeks opgørelse pr. 6 august i år rummer tre ølmærker, Heineken (nr. 82), Guinness (94) og Carlsberg (97). Growing global investments help this Danish brewer raise its profile in new markets, lyder vurderingen af den dansk-norske koncern, hvis brand value opgøres til 1,08 milliarder dollars. Coca-Cola er fortsat topscorer, Pepsi er nr. 44.
Når man i dag ser en flok flyttemænd læske sig i en pause, drikker de coca, icetea og mineralvand. Udtrykket “en flyttebajer“ vil snart glide ud. For 20 år siden bragte bladene annoncer med to murere i kridhvidt arbejdstøj, der skålede med hinanden. “Og så en HOF“. Nu risikerer den tørstige murer, at Arbejdstilsynet og Alkoholambulatoriet bliver tilkaldt. Frokostpilsneren hører hjemme i en montre på Arbejdermuseet i Rømersgade i København, hvor man også kan finde spor af Stjernen, arbejderbevægelsens eget bryggeri, som lukkede i 1964.

BRENDERUP-KULTUREN
En femtedel af det danske ølforbrug dækkes gennem privat import, og jo tættere man kommer til den dansk-tyske grænse, som stadig eksisterer rent formelt, desto vanskeligere er dagligvarehandelens vilkår. Det er komisk, at vore hjemlige producenter skal fragte deres produkter flere hundrede kilometer til et land med lempeligere ølbeskatning, hvorefter hundredetusindvis af forbrugere med eller uden Brenderup-trailers kører flere hundrede kilometer for at købe det samme øl “til eget forbrug“. Men sådan vil myndighederne og politikerne have det, og så lystrer befolkningen og sætter i øvrigt pris på at kunne forsyne sig med dåseøl, som i Tyskland og Sverige regnes for en naturlig emballage, mens miljøfyrsten Svend Auken holder fast ved en teknisk handelshindring, som snart vil blive underkendt af EU-domstolen.
Der er næppe heller tvivl om, at bryggerierne nyder godt af antidåse-politiken, for i det øjeblik Danmark tvinges til at legalisere de lette og lystætte aluminiumsbeholdere vil fx Heineken gå til angreb.

LAVT SKUM
Det kan ellers være svært at forstå, at øllet lider nød, når man ser sig omkring i sommerlandet, hvor fadøllet flyder, ofte til helt urimelige priser og endda skænket med uøvet hånd. Man er næsten sikker på et dumt svar, hvis man prøver at forklare den søde studentermedhjælperske, at der er forskel på en vandhane og en ølhane, og at det tager lidt tid at tappe et ordentligt glas fadøl med skum.
Carlsberg-Tuborg har udfoldet en vis pædagogisk indsats for at fremme denne side af ølkulturen, men sjuskeriet har bredt sig; selv ikke i Tivoli kan man være sikker på at få den vare, man betaler for. I Prag koster en halv liter velskænket og fyldigt fadøl 15 tjekkiske kroner på de mere ydmyge steder, det svarer til 3,75 DKK. eller omkring 1/10 af danske optrækkerpriser.
Selve øllet har været udsat for hård kritik for at være karakterløst og fladt. Carlsberg har taget kritikken til sig ved at indlede et samarbejde med kokke og gastronomer om at udvikle nye sorter på et forsøgsbryggeri, hvor chokolade, kirsebærsaft og æblemost er blevet kastet i karret, hvorefter der er tappet nogle få tusinde liter på helflasker med smukke etiketter. På 30 top-restauranter er disse specialbryg blevet solgt for 120 kr. helflasken, altså en vin-lignende pris. Projektet kaldes med et brygger Jacobsen-udtryk “semper ardens“, dvs. altid brændende, og det har da været morsomt at smage disse eksperimenter, selv om malt, humle, vand og gær i sig selv skulle være nok.
Carlsberg var også kvik nok til at stifte en semper ardens-pris og give den til foreningen Danske Ølentusiaster, som har ført an i kritikken mod mainstream-øllet. Hvor Carlsberg først virkede irriteret over angrebene, har bryggeriet klogeligt skiftet strategi og omfavnet ølentusiasterne i en sådan grad, at det deltog i den store ølfestival i København i april – koncernchef Flemming Lindeløv havde ligefrem i sin egenskab af formand for Bryggeriforeningen lagt navn til en prolog i programmet.. “Jeg tror, der er en voksende interesse for at kunne udvide bekendtskabet med andre øltyper“, erklærede Lindeløv. Den slags diplomatiske træk kan ikke undgå at formilde stemningen

ØL TIL MADEN IGEN
Carlsberg markedsføres nu som en vifte af gastronomiske ølsorter, mens Grøn Tuborg skal positioneres som en drik til fest og farverige stunder. “Carlsblær“, stod der vittigt på outdoor-skilte, som viste Carlsbergs brede sortiment med porter, pilsner og lagerøl. Udefra set investeres de fleste reklamekroner i Carlsberg, mens Grøn Tuborg, der for få år siden var Danmarks førende pilsnermærke med et årligt salg på 700.000.000 flasker, lever en noget mere tilbagetrukken tilværelse rent markedsføringsmæssigt og først får blus på lampen, når julebryggen alias snebajeren hældes på gaden i begyndelsen af november.
Årets Ølpris blev i øvrigt skænket Svaneke Bryghus, der åbnede sidste år og er blevet en attraktion i Danmarks mindste købstad. Det var Damgaard-familien fra Herning (A Hereford Beefstouw), der viste vejen med mikrobryggeriet Apollo ved Tivolis hovedindgang og fortsatte med tilsvarende anlæg i Århus og Herning. På disse mikrobryggerier må al snak om industri kontra håndværk forstumme. Her brygges ædelt øl og udvikles nye varianter, og man behøver ikke diskutere skumhøjde med den veluddannede betjening. Nok er kobberkedler og lagertanke kostbare og fylder meget, men der er heller ingen tvivl om, at det giver et værtshus en vis uafhængighed at være selvforsynende. Endnu et mikrobryggeri er efter sigende på vej i København. Ofte viser det sig, at kvinder, som normalt ikke bryder sig om bajere, sætter pris på mikro-øllets sødme og smagsnuancer.

VI DRIKKER STADIG DANSK
Dog er det kun en lille sjat i det store ølbillede. Heller ikke udenlandsk øl spiller nogen større rolle, det udgør halvanden procent af det samlede danske forbrug. Trods den tilsyneladende voksende interesse for at drikke noget andet – der var over 250 forskellige slags øl på festivalen – holder vi os stort set til de hjemlige mærker.
Her og der er der opstået velassorterede ølbutikker (fx Amager Ølhus med 180 labels på hylderne), og i Pilestræde i København sætter Charlies Bar trumf på med 18 forskellige slags fadøl og et skilt, hvor han erklærer sig uafhængig af bryggeri-interesser – det er jo ingen hemmelighed, at Carlsberg er rundhåndet, når det gælder om at sikre sig kontrollen med de enkelte værtshuses ølhaner. Udover parasoller, askebægre og lignende vanker der undertiden også kontant bonus til de loyale, men det er jo ikke ligefrem noget, der bekendtgøres ved opslag i skænkestuen.
Mærkevareøllet er under pres. Billig-bajere til halv pris giver volumen, men ganske ringe profit. Adfærdsændringer sænker forbruget. Vinen vinder flere venner, mens øllets venner forlanger variation og ikke vil nøjes med fladøl. Samtidig begrænses adgangen til at reklamere for dette naturprodukt. For bryggeri-giganterne ligger håbet i Østeuropa og Asien.