Det Aarhusbaserede Factor X fusionerer nu med københavnske Adman Kommunikation og bliver til…. Factor X Adman.
Martin Clante, tidligere partner i Adman, bliver administrerende direktør i fusionsbureauet, hvor målet er krystalklart:
– Vi vil være landets bedste kommunikations- og reklamebureau indenfor B2B og B2G (Business to Government, red.). Intet mindre, lyder det fra ham i en pressemeddelelse.
Heraf fremgår det også, at de to bureauer – deres relativt beskedne størrelser til trods – har løst opgaver for flere internationale virksomheder, organisationer og landets største kommuner.
Aarhusianske Factor X Reklamebureau har specialiseret sig i B2B-markedsføring primært for industrielle virksomheder for kunder som Danfoss, Maersk Broker, Palsgaard, Primo, MAN Diesel & Turbo og mange flere.
2+2 = 5?
Københavnske Adman er et bredtfavnende bureau med et stort fokus på offentlige virksomheder, styrelser og fagforeninger, herunder bl.a. Kulturstyrelsen, Københavns Kommune, Professionshøjskolen Metropol, Roskilde Kommune, Dansk Skuespillerforbund og RealDania.
Adman har dog ikke begrænset sig til B2G; kundeporteføljen omfatter også virksomheder som Sennheiser Nordic, Visiopharm, Montana Møbler, Grohe og LO Plus.
Martin Clante bliver administrerende direktør i Factor X Adman og fortæller, at det at skabe stærke kunderelationer fortsat bliver en del af det nyåbnede bureaus væsentligste fokusområder.
– Tro det eller ej – men 2+2 bliver pludselig til 5. Vi kan nu alle drage fordel af den ekstra kapacitet og udvidede adgang til viden og kreativitet, som fusionen medfører, og således skabe endnu bedre kommunikationsløsninger med fokus på loyalitet og stærke kunderelationer for vores kunder, siger han.