Et nyt bureaunavn har set dagens lys – TBWA\Connected – skabt ud af en fusion mellem det tidligere TBWA/Copenhagen og bureauet Connected.

Fusionen kommer, efter at Connected – og digitalbureauet Propellos, som Connected blev hovedaktionær i for to år siden – i oktober flyttede ind i TBWA\Copenhagens lokaler i Store Kongensgade i København.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

– Vi flyttede i ”bureaukollektiv” sammen i oktober for at dyrke synergien mellem vores respektive bureauer. Det er gået over al forventning. Allerede fra den første dag blev der arbejdet på kryds og tværs af kunder og opgaver. Og delt kompetencer og begejstring i en sådan grad, at vi allerede er smeltet sammen i hverdagen, siger Erich Karsholt.

Han, der fortsætter i rollen som CEO for TBWA\Connected, tilføjer:

– Så en endelig fusion er blot en formalisering – et papir på parforholdet, om man vil. 

Opkøb og nye partnere

I praksis er fusionen sket ved, at TBWA\Copenhagen har købt Connected.

Til gengæld har Connecteds ejerkreds købt 39 procent af aktierne i det fusionerede bureau. 

Det drejer sig om CEO Jakob Kaare Jensen, kreativ direktør Ulf Westmark-Højelsen og senior AD’er Jeppe Meinertsen, der dermed træder ind i ejerkredsen. 

Samtidig er Louise Sonne-Bergström og Peder Stryhn, henholdsvis strategisk direktør og kreativ direktør på det tidligere TBWA\Copenhagen, blevet en del af partnerkredsen.

Bureauet opruster i øvrigt også kreativt. Man har således netop hentet Oliver Lommer og Dre Vidal – et ungt, kreativt team fra BBDO-bureauet Proximity i Düsseldorf – til København.

Digitalbureauet Propellos fortsætter ifølge meddelelsen under eget navn og vil forsat arbejde med ”growth-driven webdesign, digital branding og inbound marketing/marketing automation målrettet mod SMV-segmentet”. 

Omskiftelig historie

Ejerskabet af TBWA/Connected er i dag udelukkende på danske hænder, men bureauet drives ifølge meddelelsen ”i et tæt samarbejde med det globale TBWA-kollektiv.”

" En endelig fusion er blot en formalisering – et papir på parforholdet, om man vil.
Erich Karsholt, CEO, TBWA\Connected

Historisk var det danske bureau, som navnet fortæller, ejet af Omnicom-gruppen, der fortsat driver TBWA-bureau-brandet internationalt. 

Gruppen rummer også bl.a. BBDO og DDB på internationalt plan.

I Danmark fusionerede man i 2013 BBDO og TBWA – på dansk initiativ. Og TBWA blev det fortsættende brand. I øvrigt under ledelse af Pernille Mehl, der i dag er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.

Da Pernille Mehl gik til Danske Spil, overtog Erich Karsholt, tidligere Bates-mand gennem 10 år med en betydelig Mercedes-kommunikation på cv’et, ledelsen.

Og i 2018 overtog han også ejerskabet i form af en affiliate-aftale, der samtidig betød, at man bevarede retten til TBWA-navnet og til en fortsat netværks-relation.

”Vi får større bredde”

TBWA/Copenhagen markerede sig på det danske bureau-landkort med en række kendte kundenavne.

Herunder Mercedes, Lidl, Underground Icecream, Miljøstyrelsen og Ejner Hessel.

Men den nye situation bør give endnu flere muligheder, lyder det fra Erich Karsholt.

– Fusionen er offensivt motiveret, men den tapper også ind i tendensen til, at mange annoncører igennem de sidste par år har konsolideret deres budgetter hos full-servicebureauerne fremfor at sprede dem ud over en række mindre specialistbureauer, siger han og tilføjer:

– Det stiller naturligvis ret store krav til disse bureauer. Men med kombinationen mellem TBWA’s strategitunge kreative tilgang og Connecteds primære fokus på digital, social og fysisk brand-aktivering, får vi større bredde i kompetencesammensætningen.