Marketingafdelingen i Toms har sin favorit. Men selskabets direktion skal overbevises, før denne favorit rent faktisk bliver Toms nye reklamebureau. Afgørelsen falder inden for de næste to uger i forbindelse med finalerunden i bureaukonkurrencen, der har haft deltagelse af 5-6 bureauer. Finalerunden består i, at to bureauer får mulighed for at gennemføre deres præsentation over for direktionen i Toms.
– Vi er blevet præsenteret for nogle meget stærke forslag, hvor de to finalebureauer klart rykker fra alle andre. Jeg har selv en favorit af de to, men det er en meget anderledes løsning, hvor det derfor er vigtigt, at direktionen er helt med. Det er også en løsning, som man enten kan lide eller ikke lide, og derfor er alt selvfølgelig åbent i forhold til, hvad der sker, når bureauerne gennemfører præsentationen over for direktionen, siger marketingdirektør Bo Lundberg, Toms.
Han vil ikke kommentere på, hvilke to bureauer, der er i finalen eller på hvilke bureauer, som i det hele taget har deltaget.
Ifølge Markedsførings oplysninger, så har Halbye & Kaag, Mantra, Robert/Boisen, Bates, DDB og Wibroe, Duckert & Partners deltaget i konkurrencen. Rygterne siger, at finaledeltagerne er Wibroe, Duckert & Partners samt Bates. fin