En bureaukonkurrence skal nu afgøre, om Leo Burnett eller Grey København får lov til at skrive Ecco på kundelisten. I første omgang gælder det et enkelt segment, men perspektivet er et bredere samarbejde. Ecco har dog valgt en forsigtig fremgangsmåde, hvor et samarbejde skal udvikle sig, og er i det hele taget tilbageholdende med på forhånd at binde sig op på beslutninger.
– Vi har selvfølgelig en forventning om, at begge bureauer kan løfte opgaven. Vi har også en forventning om, at de begge har potentialet til at løfte os bredere. Men det er reelt en stopprøve og det er dermed ikke på forhånd givet, at en af de to klarer prøven, siger Christian Broe.
Konkret handler konkurrencen om det globale budget på Eccos outdoor segment, men selvom et af bureauerne består stopprøven, så vil en udvidelse af samarbejdet fortsat ikke være naturgivent. Det er noget, der skal tages stilling til i fase 2.
– Det handler meget om kemi. Når dagen er omme, så er det afgørende spørgsmål, om det fungerer mellem de måske 10 mennesker, som vi på internationalt plan kommer til at samarbejde med. Vi ønsker ikke blot et reklamebureau – vi ønsker et marketingbureau, og vi er parat til at gå ind i en dialog på et meget dybere plan, siger Christian Broe.
STOR SELVBEVIDSTHED
Ecco har en stor selvbevidsthed om kultur og historie – det, man har brug for, er en partner der kan hjælpe med at dramatisere den.
Visionen handler om at blive “the leading walking brand“, og man bruger i stigende omfang sponsorater i markedsføringen. F.eks. vandt Ecco fornylig Event- og sponsorprisen 2000, som uddeles af Dansk Markedsføringsforbund, for Walkathon eventen.
Med bureaukonkurrencen mellem Grey København og Leo Burnett, der forventes afsluttet i slutningen af november, ligger det samtidig fast, at Heimburger – eller La Familia som det nu hedder efter fusionen med Egeberg – er færdig som hovedbureau.
– Men jeg understreger hovedbureau, for der ligger fortsat opgaver hos Heimburger. Og det kan der godt blive ved med. Vi har ingen ønsker om kun at samrbejde med et bureau, og vi har da også produktgrupper hos både Kunde & Co og Black Pencil herudover. Samarbejder vi er særdeles godt tilfredse med, siger Christian Broe.
Konkurrencen mellem Grey København og Leo Burnett er kommet i stand efter, at Ecco havde besøgt ialt fire internationale bureauer. Ifølge Markedsførings oplysninger var de to andre Saatchi & Saatchi og Bates Copenhagen.