Go’ Energi – den uafhængige offentlige organisation, der hører under Klima- og Energiministeriet og som tidligere var kendt under navnet Elsparefonden – har i et EU-udbud om en web- og PR-redaktion valgt at samarbejde med Viegand & Maagøe og Geelmuyden.Kiese som fælles team.
– Det er en meget spændende opgave, fordi det handler om at ramme brede målgrupper og skabe handling. Det betyder, at vi skal have alle platforme i spil og integrere web og PR. Ved at samle web og PR i én redaktion bliver kommunikationen tænkt sammen både på det strategiske og helt praktiske plan i arbejdet, siger Jan Viegand, der er partner i Viegand & Maagøe og projektdirektør for web- og PR-redaktionen.
Viegand & Maagøe er specialiseret i rådgivning inden for energioptimering og energikommunikationen. Virksomheden leverer også energifaglig rådgivning til Go’ Energi og har derved kort adgang til at kombinere kommunikation og tung faglighed.
Gelmuyden.Kiese har ligeledes målrettet opbygget stærke branchekompetencer inden for energi, og indgår som partner i den nye web- og PR-redaktion.
Adm. direktør Maria Steno fra Geelmuyden.Kiese, siger:
– Med dette samarbejde har Go’ Energi et meget stærkt team med kvalifikationer, der både rummer stor energifaglig, kommunikationsfaglig og politisk indsigt på energiområdet.  En vigtig del af Go’ Energis strategi er at skabe overblik over muligheder og økonomi i at bruge energien mere effektivt. Derfor er indsigt og erfaring en vigtig forudsætning for at løse opgaven her.
Fire andre virksomheder –  1508, Komfo, Userneeds og Headnet – er underleverandører på opgaven, og kontrakten løber frem til udgangen af 2015 med mulighed for at forlænge med to år.