Miljøstyrelsen har valgt Rostra Kommunikation til at føre dele af regeringens ressourcestrategi ud i livet. Strategien blev vedtaget sidste år.

I samarbejde med reklamebureauet Pravda skal Rostra Kommunikation over de næste to år gennemføre tre kampagner, som skal få borgere og virksomheder til at sortere og genanvende mere affald.

Rostra Kommunikation bliver således ansvarlig for kampagnerne, som bliver rullet ud henover det næste års tid. Og i den forbindelse kommer Pravda til optræde som kreativ partner, dvs bureauet skal stå for kreative produktioner til digitale platforme, tryksager og outdoor.

– Det er regeringens ønske at øge bevidstheden om, at affald er en ressource, som kan sorteres og anvendes igen – og ikke blot noget, som man smider ud, fortæller Mathias Wulff Jensen, seniorrådgiver for Rostra Kommunikation, som videre fortæller, at der kommer til at køre særskilte kampagner for henholdsvis husholdninger og servicesektoren.

Dermed kommer det samlede udbud til at bestå af tre kampagner, som beløber sig til i alt 5, 7 mio. kroner, fordelt over de næste to år. Mere specifikt, er der allokeret 1,9 mio. kroner til kampagnen rettet mod private husholdninger og 3,8 mio. kroner til to kampagner rettet mod servicesektoren.

Kampagnerne skal generelt øge bevidstheden om miljøgevinsterne ved at genanvende affald og samtidig øge motivationen blandt borgere og virksomheder for at sortere og genanvende affald.

Rostra Kommunikation kommer således til at skulle udnytte sin erfaring inden for teknik- og miljøområdet, hvor man bl.a. siden 1999 har gennemført lignende kampagner for Københavns Kommune og Miljøministeriet.

Så sent som i 2012 gjorde Rostra Kommunikation sig positivt bemærket med den anerkendte nudging-kampagne “REN kærlighed til KBH”, som lanceret af Københavns Kommune I 2011.