En af verdens mest prestigefulde priser, når det gælder rebranding, hedder Rebrand 100 Global Awards, og to af slagsen – plus en særlig filmpris – er netop tildelt to danske bureauer.
Det ene er Rebrand 100-veteranen Make, der har vundet en pris for sit arbejde for Falck: Bureauets 12. af slagsen.
Det andet er Rebrand 100-debutanten Frankly, der har vundet både en hovedpris og en filmpris for sit arbejde for den danske høre-gigant Demant.
– Vi er naturligvis alle pavestolte over priserne. De uddeles kun hvert andet år, og man er oppe mod de allerbedste i branchen på globalt plan, siger Klavs Valskov, partner hos Frankly.
Frankly: Vi er på rette vej
Markedsføring fortalte i foråret 2019 – i et interview med Demants kommunikationsdirektør Trine Kromann-Mikkelsen – historien om tilblivelsen af det nye brand, herunder skift af navn, logo og visuel identitet.
Og det er altså dette arbejde, der nu anerkendes med en Rebrand 100-pris for det strategiske og visuelle arbejde – plus en særlig pris, en Rebrand Concept Video Distinction, for den filmiske iscenesættelse af den nye brand-fortælling.
– En anerkendelse af den her karakter, vidner jo et eller andet sted om, at vi er på rette vej med de internationale ambitioner, som vi meldte ud for to år siden, siger Klavs Valskov og tilføjer:
– Vi har et kreativt niveau og en forretningsforståelse, hvor vi er med på et ret højt internationalt niveau. I den seneste MyImage-undersøgelse buldrer vi også frem på netop de parametre hos kunderne.
Make: Det bliver aldrig rutine
Hos Make er Morten Brudholm også glad og stolt af prisen for bureauets Falck-arbejde.
– Rebrand fokuserer udelukkende på transformationen af en virksomhed, og transformationer rummer ikke muligheden for hurtige løsninger. Så det er en stor ære at vinde netop den pris, siger Morten Brudholm, som tilføjer, at ”det har været med en vis del ærefrygt at arbejde med et så historisk brand som Falck”:
– Så vi er stolte af, at vi har fået lov til at lade falken flyve og komme ud af boksen – og at en global jury har vurderet, at vores arbejde rammer et internationalt niveau.
Make har tidligere vundet 11 Rebrand 100-priser – herunder priser for relanceringen af Rosendahl-gruppens berømte Kay Bojesens træ-dyr, for Scandinavian Tobacco Group og for MT Højgaard.
I 2015 blev Make desuden optaget i Rebrand 100’s Hall of Fame for Branding Excellence Worldwide – en gruppe på bare 25 bureauer fra hele verden, som gennem årene har skilt sig særligt ud som de kreative hjerner bag omfattende rebranding-projekter.
Bliver det aldrig rutine for jer?
– Man vænner sig aldrig til at blive anerkendt. Tværtimod kan man nok blive lidt afhængig af at blive bekræftet i, at blod sved og tårer har vist sig bæredygtige, siger Morten Brudholm og tilføjer:
– Derfor bidrager lige netop den pris til, at vi konstant får hævet barren og ambitioner for vores samarbejde med vores kunder – og at det kan betale sig at være grundig i sit arbejde og altid arbejde med lige dele hjerne, hjerte og mavefornemmelse.
Alle Rebrand 100 Global Awards 2020-vinderne kan ses her.
Se også Demants vinderfilm herunder.