Ikke færre end 3.475 bidrag har årets Film-jury ved VM i reklame i Cannes haft at forholde sig til – 36 af dem danske – og i dag kom så juryens foreløbige dom i form af listen over de – 257 – film, der er gået videre til finalen.
Og listen kan desværre kun give anledning til løftede arme hos to danske bureauer – BBDO og Bocca, som begge er shortlistede.
BBDO for filmen ”Bluff” for Danske Spil og Bocca for filmen ”Byturen” for Movia.
Der er dog også dansk isælt i form af to shortlistede Arla-film – begge fra Wieden+Kenndy i London – og så er belgiske Duval Guillaume igen nomineret for Carlsberg-filmen “Bikers”, som allerede har indkasseret indtil flere løver.
I alt 19 danske bureauer har indsendt bidrag til Film-kategorien.
Sidste år vandt Hjaltelin Stahl en bronzeløve for Onkel Arne-udgaven af Ikeas Kvalitetstestet af hverdagen.
Bureauet havde til i år indsendt yderligere tre film fra den flere gange prisbelønnede kampagne-serie, men de fandt altså ikke nåde for dommernes strenge blikke.
Og en foreløbig status for Danmark – set med danske bureaubriller:
– 29 shortlister – sidste år nåede vi kun syv
– 8 løver, 1 af guld, 2 af sølv og 5 af bronze – sidste år blev det i alt til 1 sølv og 2 bronze.
Film-løverne uddeles lørdag aften i Cannes.
Du kan se “Bluff”-filmen i toppen af artiklen, og herunder kan du se “Byturen”.