En dansk mobil app for fotobogen ”Nørreport Station” og en dansk iPad-version af Copenhagen Art Festivals website har – henholdsvis i går og i dag – snuppet den internationale Favourite Website Awards i kategorien Mobile of the Day.
Gårsdagens pris gik til mobil app’en ”Nørreport Station”. En app for fotobogen af samme navn, som fotografen Klaus Holsting udgav i april.
Gennem fire år har han foto-dokumenteret Nørreport Station, dag og nat, sommer og vinter, inden Københavns vigtigste trafikknudepunkt nu forandres for altid, og da bogen skulle udgives, besluttede han noget relativt utraditionelt – nemlig at få udviklet en mobil applikation, som dels skulle skabe noget opmærksomhed omkring projektet, og dels fungere som en måde, hvorpå noget af Nørreports sjæl blev indfanget og billederne gjort levende.
Fotobogen har forord af blandt andre forfatteren Søren Ulrik Thomsen, som i øvrigt også bidrager til oplevelsen i applikationen, ved at oplæse sit essay, mens billeder fra bogen drager folk ind i universet. Derudover rummer applikationen et lækkert og enkelt galleri, hvor man frit kan bladre i nogle af Klaus Holstings flotte billeder.
Applikationen, som både er tilgængelig til iOS og Android, er lavet af multimediekollektivet Bombay Flying Club, der har produceret essay delen, og I like to play, der står bag UX, design og udvikling. Bag I like to play gemmer sig den danske freelance designer og udvikler Michael Vestergaard, der bor og arbejder i Amsterdam.
Fotobogs-applikationen er blevet downloadet cirka 15.000 gange – og i går blev den så tildelt en FWA – Mobile of the Day. En flot anerkendelse og et skulderklap for at se mulighederne i at binde forskellige platforme sammen.
Og i dag var det Hello Mondays tur til at snuppe den prestigefyldte pris for en dansk iPad-version af Copenhagen Art Festivals website.
Det er i øvrigt tredje gang på bare en måned, at Hello Monday markerer sig hos FWA.
Den 4. juni blev bureauets arbejde for Nespresso kåret som både “Site of the Day” og “Mobile of the Day” – og blot to dage tidligere, den 2. juni, var det Hello Mondays arbejde med Googles Mobile Playbook, der hjemtog samme dobbelte hæder.
FWA – Favourite Website Awards – som blev etableret i England maj 2000, oprettede i efteråret 2010 også en særlig FWA-Mobile of the Day-pris, der dagligt fremhæver en enkelt app eller et mobilsite som ”dagens bedste.