Virksomheden Xmarks, der er et populært bogmærkesynkroniseringsprogram, har to millioner brugere. Men alligevel lukker og slukker selskabet ved årsskiftet, for det er simpelthen ikke lykkedes Xmarks at finde en metode til at tjene penge på sit produkt. Det oplyser virksomheden på sin blog.
Xmarks startede med at være et tilføjelsesprogram til browseren Firefox med den funktion, at det blev muligt for brugerne at synkronisere deres bogmærke på eksempelvis en hjemmecomputer og en arbejdscomputer. Senere er programmet udvidet til også at fungere i Google Chrome, Safari og Internet Explorer.
Xmarks’ grundlægger, Todd Agulnick, skriver på bloggen, at ”virksomheden hele tiden havde satset på, at en forretningsmodel ville dukke op hen ad vejen”.
Men det gjorde der altså ikke.
Xmarks blev på sine sidste dage også presset af, at eksempelvis Google Chrome og Firefox udviklede sine egne bogmærkesynkroniseringsværktøjer.