Gennem de seneste 10 år har 1508 været et af de toneangivende bureauer, når det har handlet om offentlige digitale løsninger. Men siden 2010 har virksomheden arbejdet målrettet for at få flere kommercielle kunder. Og arbejdet har båret frugt.
Virksomheder som GN ReSound, Brødrene A.O. Johansen og Pharmacosmos har allerede valgt 1508, som deres digitale partner, og senest har bureauet også kunnet byde velkommen til blandt andre TDC, Rambøll og senest Danske Commodities.
Nu udvides også antallet af partnere på bureauet, idet strategichef René Bach Lundgaard og udviklingschef Jan Hebnes træder ind i partnerkredsen for blandt andet at være med til at imødekomme efterspørgslen efter digital rådgivning fra 1508’s mange nye kommercielle kunder.
René Bach Lundgaard har de seneste seks år arbejdet som digital strateg og UX-konsulent heraf de sidste to i 1508. Han er en flittigt anvendt oplægsholder om blandt andet digital forretningsudvikling og sociale medier.
Jan Hebnes har 12 års erfaring som udvikler. De seneste fem år har han været IT-arkitekt og chefudvikler på en række store webløsninger i 1508, og sidste år blev han udpeget som Sitecore MVP (Most Valuable Professional).
1508’s adm. direktør Line Rix siger i en pressemeddelelse om udvidelsen af partnerkredsen:
– Vi er overbeviste om, at såvel vores kunder som 1508 vil få stor gavn af en udvidet partnerkreds bestående af fagligt dedikerede spydspidser, som kan være med til at præge 1508 på tætteste hold.
De øvrigt fem partnere er adm. direktør Line Rix, COO Mikkel Jespersen, Head of Front-end Development Peter Solow, Director of Business Development Klaus Bundvig samt Morten Pedersen, som var med til at stifte 1508 tilbage i 2000.