Ved årsskiftet tiltrådte Mille Klink som ny CEO hos det digitale kommunikations- og reklamebureau Advice. Nu træder hun også ind i partnerkredsen.
Det samme gør Jeppe Nis Jensen, kreativ direktør på bureauet gennem ni år, oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
Tidligere CEO og nu medlem af bestyrelsen i Advice, Espen Højlund, siger om udvidelsen:
– Vi har et klart mål om at have en dynamisk ejerstruktur, som skal sikre, at vi fortsat kan udvikle bureauet og tiltrække og fastholde profiler.
Han understreger, at bureauets grundlæggende faglige tilgang handler om at koble discipliner og kompetencer.
– Og derfor giver det mening, at ejerskab er fordelt på tværs af centrale medarbejdere i virksomheden, siger han og tilføjer:
– Både Jeppe og Mille har bidraget markant til udviklingen af Advice gennem mange år, og derfor er det naturligt, at de er blevet tilbudt at blive medejere. På hver sin måde indkapsler de begge den stærke, faglige DNA, vi bygger på, siger Espen Højlund.
Kreative ambitioner
Jeppe Nis Jensen har været hos Advice i ni år, først som som art director, og siden juni 2012 som kreativ direktør.
Han har desuden bureauerfaring med sig fra bl.a. Republica og fra McCann.
Hos Advice har han været med til at opbygge bureauets kreative team, som i dag rummer +20 medarbejdere.
Og så har han været med til at etablere Advices egen filmproduktion, der i dag fungerer som selvstændigt forretningsområde.
– Vi har formået at rykke Advice op på et højt kreativt niveau i det danske bureaulandskab. Og med et virkeligt stærkt team af både erfarne profiler og super skarpe talenter, siger Jeppe Nis Jensen i meddelelsen.
Stort potentiale i svære tider
Mille Klink overtog CEO-rollen på Advice fra Espen Højlund ved årsskiftet.
Hun har været i Advice i ti år, hvor hun som brand-strateg særligt har bidraget til at udvikle bureauets kommercielle profil. Senest i rollen som direktør for forretningsområdet Branding & Marketing.
– Efter et lille år på posten, som for os selvfølgelig har været lige så uforudsigeligt som for resten af verden, er jeg kun blevet bekræftet i, at der er en plads i markedet for et bureau som Advice, siger hun i meddelelsen.
Med tilføjelsen af Mille Klink og Jeppe Nis Jensen til ejerkredsen har Advice nu 14 partnere:
Espen Højlund, Ralf Lodberg, Jesper Højberg Christensen, Jesper Nørding Pedersen, Anja Thrane, Birte Darting Biker, Tobias Zacho Larsen, Peter Thielst, Nicolaj Vang Jessen, Gitte Lillelund Bech, Rune Dalgaard, Martin Vith Ankerstjerne, Jeppe Nis Jensen og Mille Klink.
Thomas Beck Sørensen, tidl. direktør og partner hos Advice, tiltrådte tidligere i år en ny stilling som Head of Communications and Regulatory Affairs hos European Energy.