Det går godt for Euro RSCG Copenhagen. I efteråret kunne bureauet fortælle, at man havde landet tre nye kunder i form af henholdsvis IBM Danmark, shoppingcenter-udvikler Braaten+Pedersen og Disneyland Paris.
Og nu er bureauet valgt som Sony Nordics full-service reklamebureau med ansvar for kampagneudvikling på alle medieplatforme i Danmark, Norge Sverige og Finland for den del af Sony Nordic, der hedder consumer electronics – dvs. eksempelvis tv, audio, BlueRay, kameraer og Vaio-pc’er.
Budgettet lå tidligere hos AdPeople, og faktisk er det ikke helt spritnyt, at Euro RSCG har overtaget det, fortæller kontaktdirektør Klaus Markholt-Hansen.
– Oprindelig var vi i pitch helt tilbage i januar sidst år, hvor det faktisk ikke var os, der trak det længste strå. Men Sony vendte alligevel tilbage til os senere på året, og det endte med en aftale.
Bureauet har således allerede været i markedet med kampagner for Sony.
– Men på grund af tsunami og jordskælv i Japan og efterfølgende oversvømmelser i Thailand fik Sony en del leveringsproblemer, hvilket naturligt nok også påvirkede mængden af markedsføring, forklarer Klaus Markholt-Hansen.
Budgettet omfatter ikke Sony Centrene, som fortsat ligger hos reklamebureauet Manipulation.
Også den globale industrikoncern Akzo Nobel har valgt Euro RSCG. I dette tilfælde drejer det sig tilsvarende om et nordisk samarbejde på tværs af medier og kanaler for de fire store brands Pinotex, Cuprinol, Nordsjö og Sadolin.