COOP vil af med sit image som “kæden med de dyre dagligvarebutikker”. Derfor nedsætter de priserne markant på en række varer i uge 44 og 45 – den sidste uge i oktober og den første uge i november, skriver Berlingske Online.
COOP, der står bag Kvickly, Brugsen og Fakta, afviser dog, at man er ude på at starte en ny priskrig.
– Vi har ikke noget ønske om at øge den priskrig, der er. Vi ønsker at vise vores kunder og medlemmer de fordele, der er kommet af, at vi er gået sammen i Norge, Sverige og Danmark, siger informationsdirektør i COOP, Jens Juul Nielsen, til Berlingske Tidendes netredaktion.
Også Dansk Supermarked vil dumpe priserne i sine dagligvarebutikker i uge 44 og 45.
Men alligevel afviser også de, at prisnedsættelsen er begyndelsen på en priskrig.
– Vi afventer og ser, hvad der sker, for vi har lagt helt vores egen strategi, og den følger vi. Men det er klart, at hvis der sker noget væsentligt på markedet, som ændrer grundlaget for vores beslutninger, så forholder vi os til det, siger direktør i Dansk Supermarked, Erling Jensen.
Kilde: Berlingske Online